Millionstøtte skal få danskerne op på surfbrættet

Der skal endnu mere gang i bølgerne i surf- og stand up padle- (SUP) sporten i Danmark. Med et stærkt økonomisk fundament på fire millioner kroner fra Nordea-fonden vil Dansk Surf og Rafting Forbund (DSRF) skabe 40 nye klubber, fordoble antallet af medlemmer og få 10.000 danskere på vandet i løbet af de kommende tre år.

– Vi er enormt glade for, at Nordea-fonden giver os mulighed for at få flere på vandet og udvikle en bæredygtig platform for SUP og surf sporten i Danmark. De seneste fem års udvikling har vist, at SUP og surfing er helt unikke aktiviteter til at få danskerne til at være aktive sammen i det fri, siger Jakob Færch, formand i DSRF.

Med pengene vil forbundet skabe tilbud for foreninger, selvorganiserede, uddannelsesinstitutioner og virksomheder, der kan få adgang til en perlerække af aktiviteter og events, rådgivning, uddannelser og udstyr.

– Jeg glæder mig enormt meget til at vi kan komme i gang med projektet. Vi kan nu investere i endnu mere udstyr til foreningerne, udvikle og tilbyde nye uddannelser og afvikle nye spændende aktiviteter og events. Jeg glæder mig særligt til at igangsætte et helt nyt ’beachlife’ koncept, som vi har målrettet familier, fortsætter Michael Lindberg.

Projektet bygger oven på en lignende aftale med Nordea-fonden fra 2016-2018, hvor gazelle-forbundet, der organiserer SUP og surf sporten i Danmark, fik over 13.000 danskere på vandet, satte gang i SUP- og surfaktiviteter i mere end 70 foreninger i hele landet og forankrede 3.500 medlemmer i forbundet.

Foto: DSRF/Jakob Gjerluff

Forfatter

Related posts

Top