Millionpulje til grønne iværksætterevents

I dag åbner en pulje på 5 mio. kr. øremærket til iværksætterevents. Med puljen bliver der sat fokus på dansk iværksætterkultur og Danmark som grøn iværksætternation.

– Vi har nogle dygtige iværksættere i Danmark, og dem skal vi have endnu flere af. Puljen her giver mulighed for at udbrede budskabet om, hvad danske iværksættere kan. Samtidig får vi styrket netværkene i vores iværksættermiljøer, så endnu flere gode idéer kan blive forvandlet til succeser herhjemme og i den store verden. Danmark er førende på de grønne markeder, og det er jeg stolt over at kunne sætte fokus på med puljen her, siger erhvervsminister Simon Kollerup.

Puljen giver støtte til events, der udvikler dansk iværksætteri samt promoverer Danmark som et grønt iværksætterland, fx gennem netværksarrangementer.

Det er fjerde år, at støttepuljen til iværksætterevents bliver uddelt. Der forudsættes 50 pct. privat medfinansiering, der kan uddeles op til 1,5 mio. kr. til de største events, og der skal som minimum ansøges om 100.000 kr.

Frist for ansøgninger er 7. juni.

Foto: Diego PH/Unsplash

Forfatter

Related posts

Top