Millioner af kroner på vej til ny cykelforbindelse i Nykøbing

2.967.500 kroner. Så mange penge er der på vej til en ny cykelforbindelse i den såkaldte Dueholmkilen i Nykøbing.

Det er resultatet af en aftale, som regeringen har indgået med Radikale Venstre, SF og Enhedslisten. Med aftalen udmøntes der 135 millioner til cykelstier og 13 millioner til videns- og innovationsprojekter over hele landet.

Aftalen betyder, at i alt 39 projekter er blevet godkendt og med 50 procent kommunal finansiering bliver det til cykelstier for tæt på 270 millioner.

– Interessen fra kommunerne har været rigtig stor, og det er nogle virkeligt gode projekter, der nu kan komme i gang. Det kan ikke siges nok, hvor godt det er for både klimaet og folkesundheden, når flere man stiger ud af bilen og hopper på cyklen. Derfor er jeg også rigtig glad for, at vi er et flertal i Folketinget, der vil prioritere cyklisterne. Både i denne forligskreds og i forbindelse med den brede aftale om infrastruktur, som vi indgik før sommer. Det vil jeg gerne takke alle partierne for, siger transportminister Benny Engelbrecht i en pressemeddelelse.

I udvælgelsen er der blandt andet lagt vægt på, at flest muligt får gavn af projektet, større trafiksikkerhed for cyklister og at projektet bidrager til bedre sammenhæng.

Ud over anlægsprojekterne er der også afsat midler til en række innovationsprojekter, der skal være med til at give nye viden og fremme cykelismen.

 

Forfatter

Related posts

Top