Millionbevilling til nordjysk succesprogram for iværksættere

Erhvervshus Nordjylland har de seneste tre år haft kæmpe succes med iværksætterprogrammet Innovativ Vækst, der er målrettet ledige, som ønsker at etablere sig som vækst- og vidensiværksættere.

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har netop bevilget yderligere 1,8 millioner kroner til det nordjyske succesprogram for vækst- og vidensiværksættere, Innovativ Vækst.

Det særlige ved programmet er, at deltagerne hen over et forløb på 26 uger har ret til at modtage dagpenge, mens idéen til en virksomhed eller et produkt modnes – samtidig med at de ikke skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Indledningsvist gennemgår deltagerne et seks uger langt afklaringsforløb, så det kun er de bedste og mest lovende iværksættere, der går videre til selve programmet. I de op til 26 uger, som et forløb på Innovativ Vækst varer, er deltagerne aktiveret på fuld tid og skal ikke stå til rådighed for arbejdsmarkedet på samme måde, som når man er ledig. Efter yderligere 10 uger tryktestes idéerne igen, og et dommerpanel stemmer deltagerne ud, hvis deres idé ikke længere holder vand.

Indtil videre har programmet været direkte årsag til etablering af 27 virksomheder og 24 arbejdspladser i Nordjylland, og derfor har Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse vurderet, at der er al mulig grund til at lade programmet fortsætte indtil udgangen af 2021.

– Innovativ Vækst er sat i verden for at hjælpe ledige med at etablere sig som videns- og vækstiværksættere. Undervejs får deltagerne masser af vejledning og støtte, og vurderer vi ikke, at idéen fortsat er bæredygtig, går de ikke videre. Det minder lidt om X-Faktor, og den model gør, at vi udelukkende bruger tid og penge på de iværksættere, der har en reel chance for at etablere en vækstvirksomhed, der siden kan skabe arbejdspladser. Vores hidtidige succes med programmet har været klart medvirkende til, at Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse nu har tildelt Innovativ Vækst yderligere finansiering. Det er vi naturligvis meget glade for, siger Lars Erik Jønsson, adm. direktør i Erhvervshus Nordjylland.

Pressefoto

Forfatter

Related posts

Top