Mere vind i sejlene til Foreningen Noatun

Den smukke hajkutter Noatun prøvesejlede torsdag aften den 2. juli et nylavet topsejl, der var indkøbt for penge foreningen bag skibet havde fået af Thisted Forsikrings Lokalsikringspris.

Der har sjældent været en smukkere aften end denne torsdag, da skipper Leif Kloster Pedersen bød velkommen om bord på Noatun. Den 68 fod lange hajkutter er oprindeligt bygget i 1936, men står så velplejet, at du skal være skibskyndig for at gætte skibets alder – og det endda selv om skibet sank i Agger havn først i 70’erne.

Noatun 4

Et stort arbejde til de frivillige
Mens Noatun stævner ud fra Thisted Havn, fortæller Leif Pedersen, at de 25.000 kroner foreningen modtog fra Thisted Forsikrings Lokalsikringspris blev brugt til et nyt topsejl til 16.000 kroner og en tur på bedding, hvilket lige passede med beløbet.

– Det er utroligt dyrt at drive et gammelt træskib, så vi er meget taknemmelige for de penge vi har modtaget. Aftenens sejltur med pølser og forfriskninger til Thisted Forsikrings ansatte er vores måde at sige tak på, fortæller Leif.

Leif fortæller, at han ejer skibet sammen med sin bror, men Sejlskibsforeningen Noatun er afgørende nødvendig for at holde skibet sødygtigt. Foreningens medlemmer får lov til at sejle med skibet, mod at de påtager sig den store opgave at vedligeholde det.

Noatun 3

Sejltur med et strejf af dramatik
Aftenens to eneste fuldbefarne søfolk på Noatun var ud over Leif Pedersen foreningsmedlem Jan K. Pedersen. Sammen instruerede de gæsterne i at sætte sejl, da Noatun var kommet i læ af Mors. Gæsterne viste sig dog som en ret uheldig erstatning for en rigtig besætning, da det nye topsejl skulle sættes.

– Vinden var simpelthen for frisk her til aften, til at to mand alene kunne sætte sejlet, forklarede Jan Pedersen, mens han gned sin hånd, der havde fået et gevaldigt brændemærke af tovværket.

Forfatter

Related posts

Top