Mekanisk nedtur: Malthe sluttede som nummer 17 i Italien

Det blev ikke til den ønskede topplacering for den 16-årige Malthe Jakobsen fra Sennels, da han i weekenden deltog motorsportens olympiske lege, Fia Motorsport Games, i Italiens hovedstad, Rom.

Malthe Jakobsen kvalificerede sig til søndagens finale, som med hans egne ord sluttede før det rigtig var kommet igang:

– På formations omgangen gik bilen i stå og da jeg kom afsted, skulle jeg derfor hurtigt op igennem feltet, for at finde tilbage på min plads. En af de andre havde desværre ikke set at jeg kom, og ramte derfor ind i min frontvinge, som røg halvt af, skriver han på Facebook.

Kort efter starten fulgte en mekanisk defekt, og en tur i pitten var uundgåelig. Malthe Jakobsen mistede i den forbindelse en omgang til de øvrige finalister.

Slutresultatet blev en 17. plads.

– Det har dog været et fantastisk arrangement at være en del af, og jeg er utrolig taknemmelig for alle dem som har været med til at gøre det muligt. Jeg fik vist at jeg har farten til at være med og nu må vi se hvad fremtiden bringer, slutter en fortrøstningsfuld Malthe Jakobsen.

Arkivfoto: Boxengasse

Forfatter

Related posts

Top