Medie: Jesperhus er 200 millioner kroner værd

Da Jesperhus i en pressemeddelelse igår meldte, at ferieparken ved årskiftet overtages af First Camp, der regnes som førende indenfor resorts og campingpladser i Skandinavien, blev det samtidig understreget, at Overgaard-brødrene ingen kommentarer havde til salget.

Pressemeddelelsen fortalte heller ikke noget om salgsprisen. Nordjyske kommer dog i dag med et bud på prisen for hele herligheden.

– En meddelelse til fondsbørsen i Sverige, hvor First Camp Group AB er noteret, afslører, at Overgaard-brødrene indkasserer et trecifret millionbeløb på salget.

– Værdien af Jesperhus – den såkaldte enterprise value – er i forbindelse med handlen opgjort til 200 millioner danske kroner, fremgår det, skriver mediet.

Det er dog næppe sandsynligt, at Overgaard-brødrene, som overtog Jesperhus fra deres forældre, dermed kan stikke 50 millioner kroner i lommen hver – bl.a. fordi gæld og likvide midler ikke er indregnet.

Jesperhus beskæftiger cirka 40 fastansatte og cirka 400 sæsonansatte.

Alle fire Overgaard-brødre planlægger at trække sig fra Jesperhus i løbet af 2022 som led i overdragelsen.

Foto: Jesperhus

Forfatter

Related posts

Top