Maskinmesterskole i Thy kan betyde alverden

Udsigterne til en maskinmesterskole i Thisted vækker stor begejstring hos det lokale erhvervsliv.

I regeringens nye uddannelsesudspil lægges der op til, at der fra 2025 vil blive oprettet 25 nye uddannelsessteder uden for landets fire største byer. I den forbindelse blive Thisted nævnt som hjemsted for maskinmesteruddannelsen.

– Mange virksomheder i Thy er rigtig interesserede i at få flere tekniske kompetencer tilført, såsom maskinmestre. Maskinmesteruddannelsen har et godt renomme ude hos virksomhederne, fordi det er en så alsidig og praktisk uddannelse, som passer utrolig godt til det store produktionserhverv, vi har i området, siger erhvervschef hot Thy Erhvervsforum Anne Hansen og tilføjer:

– Hos Thy Erhvervsforum vil vi gøre alt, hvad der skal til for at være behjælpelige med, at de studerende vil kunne få den bedst mulige uddannelse i Thy. Vi er klar til at strække os langt – for en uddannelse som maskinmester, vil være guld værd for vores område på mange fronter, siger hun.

Begejstring hos Hanstholm Havn
For Hanstholm Havn, der en af Danmarks største fiskerihavne med mere end 2000 arbejdspladser, vil en maskinmesterskole lige i nærheden være en stor fordel.

Nils Skeby. Pressefoto

Maskinmesteruddannelsen passer nemlig enormt godt til de kompetencer, der bliver brug for på Hanstholm Havn i fremtiden, mener havnedirektør ved Hanstholm Havn, Nils Skeby:

– Der vil i det næste årti blive brug for mange tekniske kompetencer som maskinmestre og lignende på Hanstholm Havn, fordi vi lige nu går ind i en fase, hvor der skal ske utrolig stor udvikling i forbindelse med havnens omstilling til grøn energi og en mere bæredygtig fremtid for fiskeriet, fortæller han.

Øget bosætning og arbejdskraft
Ifølge Tage Odgaard Nielsen, der er formand for DI Thy/Mors og direktør for Frontego A/S, er maskinmester en bragende god uddannelse, som ikke mindst vil have betydning for bosætningen i området.

Tage Odgaard er også formand for Morsø Erhvervsråd. Foto: Morsø Erhvervsråd

– En uddannelse som maskinmester vil gøre, at flere unge mennesker vælger at blive og læse i Thisted i stedet for at rejse til de større byer, men også at folk udefra vil komme til området for at studere. Når de så har fået øjnene op for alt det gode, Thy har at byde på, er chancerne store for at de vælger at blive i området og få job, stifte familie osv., siger Tage Odgaard Nielsen og tilføjer:

– Det vil jo naturligt skabe mere arbejdskraft, som virksomhederne i området har så meget brug for – og jeg tænker ikke kun for Thy, det vil jo smitte af langt ud i de omkringliggende kommuner også, afslutter han.

LÆS OGSÅ:

Maskinmester-uddannelsen kan komme til Thisted

 

Forfatter

Related posts

Top