Markedsføring af Feggesundfærgen søsat

I januar 2017 besluttede færgebestyrelsen at lave en ekstra markedsføringsindsats for at udnytte Feggesundfærgens kapacitet og udbrede generel viden om overfarten. Resultatet blev en tredelt kampagne som er målrettet turister, erhvervsliv og pendlere.

Udgangspunktet for Feggesundfærgen er at der i 2016 var 140.000 passagerer, 74.300 personbiler, 5600 lastvogne og 1900 motorcykler/cykler med ombord. En statistik som færgebestyrelsen mener, har potentiale til at blive løftet, da færgen har en meget stabil drift og stor kapacitet.

– Vi er meget tilfredse med, at Feggesundfærgen er så stabil. Den har stort set ikke været ude af drift siden indvielsen i oktober 2012, og de få gange den har været på værft, har det været planlagte servicetjek. Under servicetjekkene er der altid en erstatningsfærge sat ind. Det er et af de budskaber, vi gerne vil have frem med kampagnen. For Feggesundfærgen er en sikker og pålidelig genvej mellem Mors og Thy, fortæller Viggo Vangsgaard, som er formand for færgebestyrelsen og 2. viceborgmester i Morsø Kommune.

Foto : Morsø Kommune

Kaffen er sort – og sejlturen er kort
To bureauer bød ind på opgaven og Tankegang a/s vandt opgaven, med en tredelt kampagne, som tog udgangspunkt i de målgrupper, hvor potentialet var størst.

Færgens stabile drift og store kapacitet medførte at erhvervslivet var første oplagte målgruppe. Ca. 50 virksomheder er fra medio februar blevet kontaktet med informationsmateriale om sejltider, priser og potentiale ved at tage færgen. Derudover har de modtaget to fribilletter og et termokaffekrus med Feggesundsfærgens nye udtryk, som de naturligvis kan få fyldt gratis op på overfarten.

– Vi håber, at flere virksomheder får øjnene op for Feggesundfærgens eksistens og ser mulighederne i at spare 40 procent i rabat med en virksomhedsaftale – udover selve besparelsen i brændstof til eksempelvis Aalborg, fortæller Viggo Vangsgaard.

Til kampagnen er der skabt et nyt udtryk, hvor budskabet på termokrusene er kogt ned til ”kaffen er sort – og sejlturen er kort” og ”slå smut over vandet – gratis kaffe og 5 minutters sejltid. Begge budskaber henvender sig også til pendler målgruppen. For at udbrede budskabet er der er lavet et kort radiospot. Derudover kan pendlere også kan få et termokrus og gratis opfyldning af både te og kaffe. Radiospottet er i første omgang kørt seks gange pr. dag i en måned fra midten af marts.

– Færgepersonalet fortæller, at der har været god respons på radiokampagnen og mange er blevet opmærksomme på muligheden for at tanke lidt op på Feggesundfærgen. Derudover er selve spottet er tidløs, så vi overvejer at køre den igen senere på året, siger Viggo Vangsgaard.

Foto : Morsø Kommune

Skipper Fegge, konkurrence og sælkikkerter til turister
Den tredje målgruppe er turister, hvor der er skabt en hovedfigur kaldet Skipper Fegge, som fortæller om sælkig og herlighederne ved færgefart. Tanken er at fremhæve at sejlturen også kan være en lille charmerende familieoplevelse.
For at understøtte sælkiggeriet, så er der opstillet kikkerter til fri benyttelse på færgen – og der er lavet en konkurrence, hvor der opfordres til at tage en ”sælfie” på færgen og dele billedet på feggesundfærgens nye facebookside eller instagram med hashtagget #feggesundfærgen. Vinderne modtager biografbilletter og popcorn.

– Udover konkurrencen og de nye kikkerter er der også mulighed for at fodgængere kan tage færgen ubegrænset frem og tilbage for kun 10 kr. hvis man gerne vil have lidt længere tid til at spotte sæler eller blot forlænge oplevelsen, fortæller Viggo Vangsgaard.

Materialet er udarbejdet på både dansk og engelsk, og der er lavet annoncer i de to turistguider for Mors og Thy samt til de to turistaviser, som udkommer til sommer. Ved turistbureauerne og udvalgte turiststeder er der ligeledes uddelt flyers, som gør opmærksom på tiltagene.

– Vi håber naturligvis, at flere får øjnene op for Feggesundfærgen, og samtidig så tror vi også på, at det kræver et aktivt tilvalg af færgen af lokale, der skal på tur for at øge omsætningen, fortæller Viggo Vangsgaard.

Forfatter

Related posts

Top