Modtaget fra Venstre Mors:
Vi er glade for at præsentere Maria Thomsen som ny kandidat til kommunalvalget i november. Maria er 43 år og flyttede til Mors fra Silkeborg for 14 år siden i forbindelse med et job på landbrugsskolen – og siden har hun ikke set sig tilbage.
Maria har en faglig baggrund i landbruget og glæder sig især til at bidrage til arbejdet med den grønne trepart.
“Her på Mors er den ene tjeneste den anden værd. Vi hjælper hinanden, og der er masser af muligheder for både små og store fællesskaber,” siger hun.
Maria er aktiv i borgerforeningen i Frøslev og en af de drivende kræfter bag veteran-caféen. Hun har tidligere været formand for Danmarks Veteraner og brænder for at skabe plads og respekt for dem, der har ydet en indsats – både i og uden for uniform.
Med stærke værdier, lokalt engagement og erfaring fra både civilsamfund og landbrug går Maria efter en plads i kommunalbestyrelsen til november.
Foto : Venstre Mors