Manglende mundbind i supermarkedet kan koste bøde

Det kan koste en bøde, hvis man fra idag ikke ifører sig mundbind eller visir, når man skal købe ind.

Det fremgår af en bekendtgørelse fra Sundheds- og Ældreministeriet.

– Udgangspunktet er, at vi tror, at alle kunder kommer til at have mundbind med. Men bekendtgørelsen, der kom onsdag aften, åbner mulighed for, at man kan få en bøde, hvis man ikke bruger mundbind, siger kommunikations- og analysechef Lars Aarup, Coop.

Børn under 12 år og personer med fysiske eller mentale svækkelser er undtaget fra kravet.

Det fremgår ikke af bekendtgørelsen, hvor stor en bøde som manglende mundbind eller visir kan udløse. Først skal den pågældende person bortvises af butikken, og hvis personen ikke forlader lokalet, kan det udløse en bøde.

Det fremgår også af bekendtgørelsen, at butikken også kan pålægges strafansvar, hvis en person ikke er iført mundbind eller visir. Hvordan det skal tolkes er endnu uvist. Men Lars Aarup skønner, at det kan komme på tale, hvis det vurderes, at butikken ikke har sørget for tilstrækkelig skiltning om kravet.

Medarbejdere i butikkerne skal også være iført mundbind eller visir, hvis de færdes på gulvet blandt kunderne.

Hvis de sidder bag en glas- eller plastikplade i kassen, kiosken eller bagerafdelingen er de ifølge Lars Aarup undtaget.

Det udvidede krav om mundbind gælder indtil 2. januar 2021.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top