Mange stofmundbind lever ikke op til krav

Selv om danske myndigheder, testlaboratorier, producenter og Forbrugerrådet Tænk i sidste måned lancerede en fælles standard for stofmundbind, der skulle gøre det lettere for forbrugerne at købe et sikkert, vaskbart mundbind, er markedet fortsat en jungle at finde rundt i.

Det skriver Jyllands-Posten.

Ikke et eneste stofmundbind er blevet godkendt efter den nye standard, lyder det fra Force Technology og Teknologisk Institut.

Siden ordningen blev indført, har Force Technology testet ni stofmundbind fra syv virksomheder. Ingen af dem blev godkendt.

Teknologisk Institut har vurderet stofmundbind fra 10 virksomheder, der gerne ville have den officielle godkendelse – heller ingen af disse levede op til standarden. Det skyldes bl.a. indhold af biocider eller utilstrækkelig evne til at filtrere spytpartikler.

I Forbrugerrådet Tænk ærgrer formand Anja Philip sig over, at forbrugerne fortsat intet har at orientere sig efter, hvis de vil være sikre på at få stofmundbind, som er sikre og gode at bruge.

– Det er grotesk, at der sælges værnemidler, som giver falsk tryghed, siger hun til Jyllands-Posten.

Forfatter
Tags

Related posts

Top