Mænd strømmer til hjemmeplejen i Thy

Det seneste år har hjemmeplejen i Thisted Kommune oplevet, at markant flere mænd har søgt job.

Det er både ufaglærte afløsere og uddannede fastansatte, der kommer til. Det fortæller Nina Odde, der er leder af hjemmeplejen i Thisted Kommune.

– Blandt afløserne har vi faktisk oplevet en fordobling blandt mændene hen over sommeren, fortæller hun.

Der er ikke nogen bevidst strategi bag tendensen, for mænd og kvinder har altid haft lige stor værdi i faget for Thisted Kommune. Men en mangel på hænder har fået kommunen til at søge efter nye kollegaer på flere og nye måder, og det har altså kastet en flok mandlige kollegaer af sig.

– Jeg synes, det er en rigtig dejlig tendens, at kønsbalancen bliver mere lige. De borgere, vi er ude ved, er meget forskellige. Derfor er det også rigtig fint, hvis korpset i hjemmeplejen kan spejle det, siger Nina Odde.

Borgerne tager da også positivt imod stigningen blandt de mandlige ansatte i hjemmeplejen.

– Vi får rigtig mange positive tilbagemeldinger på, at der kommer mandlige plejere ud. Langt de fleste synes, det er skønt, fortæller Nina Odde.

Foto: Thisted Kommune

Forfatter

Related posts

Top