Mads Svane leverer en stor sæson for Bjerringbro-Silkeborg Håndbold – men vil ikke kommentere på rygter om et skifte til Tyskland.
Ifølge Sport Silkeborg skulle SG Flensburg-Handewitt være interesseret i den 23-årige bagspiller.
– Det har jeg ikke nogen kommentarer til, siger Svane til mediet.
Den tidligere Mors-Thy Håndbold-spiller er blandt ligaens mest produktive profiler.
I denne sæson har han scoret 147 mål og samtidig leveret 127 assists. Det placerer ham som nummer fire på topscorerlisten – og helt i top på assistlisten.
De stærke præstationer var også med til at sikre ham en plads i Danmarks trup til EM tidligere på året.








