Målrettet rygestopindsats for virksomheder og unge

Tidligere på året har Sundhedscenter Limfjorden haft fin succes ved at fokusere på alle fordelene ved at være røgfri, hvor borgere er blevet mødt med motivation i stedet for modstand. De erfaringer bliver nu målrettet virksomheder, som fra uge 46/47 gratis kan få kursus og rådgivningsbesøg på deres egen arbejdsplads. Der vil ligeledes blive lavet tiltag på uddannelsesinstitutionerne, som knytter sig til kampagnen Cool Uden Røg fra Kræftens Bekæmpelse.

Der er i første omgang plads til seks virksomheder, som kan få besøg af Sundhedscenterets rygestopsinstruktører. Derfor vil det være efter ”først-til-mølle” princippet, hvis virksomheder ønsker en lokal indsats på deres arbejdsplads. For yderligere at motivere virksomhederne, kan man vinde præmier ved at tilmelde sin virksomhed med minimum seks deltagere. Kriterierne for at få lodder i konkurrencen er, at man gennemfører kurset og enten stopper helt eller reducerer sit forbrug.

– Den nationale sundhedsprofil viser, at landsgennemsnittet af rygere er på ca. 17 %, mens tallet på Mors er ca. 20,9 %, hvilket er med til styrke vores motivation til at fortsat at gøre en særlig indsats på området. Både fordi vi ved, at det kan betale sig samfundsmæssigt, men også fordi, at det kan være med til at løfte folks livskvalitet, fortæller Michael Dahlgaard, som er viceborgmester og formand for det sociale udvalg i Morsø Kommune.

Fordelskampagne i stedet for skræmmekampagne
I mange år er rygere blevet konfronteret med nationale skræmmekampagner og ulemper ved at ryge uden at det for alvor har haft den store effekt. Med fordelskampagnen vil deltagerne blive mødt med budskaber som:

• rygestop får kantinens mad til at smage af mere allerede efter 5 dage
• rygestop giver dig færre sygedage og mere tid med kollegerne
• rygestop giver dig råd til en uges ferie sydpå allerede efter 3 måneder

Inspirationen til indsatsen trækker tråde helt til Australien, som i de seneste år har gennemført store anti-ryge kampagner med positive resultater og budskaber. Kræftens Bekæmpelse er også gået den positive vej, når de henvender sig til unge og stopper nu med skræmmekampagner om kræft og sorte lunger. I stedet har de lanceret kampagnen Cool Uden Røg – som også udbredes her på Mors på et senere tidspunkt.

Rådgivning giver større succes
I starten af året deltog 41 personer på rygestopkursus og 23 var røgfri ved kursets slutning, hvilket oversteg målsætningen på 50 %. Ifølge kræftens bekæmpelse, så er der større chance for, at rygestoppet holder, hvis man modtager rådgivning.

Faktisk stiger sandsynligheden fra 4-7 % til ca. 20 %, hvis man måler resultatet efter et år. Den kommende indsats på Mors sker i samarbejde med den lokale afdeling af Kræftens Bekæmpelse.

Forfatter

Related posts

Top