Målet om et GF1-udbud i Fjerritslev kan nu indfries

Ønsket om at kunne udbyde Grundforløb 1 (GF1), fra EUC Nordvests nye afdeling i Fjerritslev, bliver nu en realitet. EUC Nordvest har nemlig fået nok tilmeldinger til at kunne danne et GF1-hold med studiestart til august.

Afdelingen i Fjerritslev er for længst taget i brug af kursister fra kursuscentret.nu, ligesom det har været lokalerne i midtbyen, der har dannet rammen om undervisningen for Fjerritslev Handelsgymnasiums 3.g’ere, siden regeringen genåbnede skolerne for 3.g’erne oven på COVID19-nedlukningen. Efter sommerferien er det så GF1-afdelingens tur til at indtage lokalerne.

– Vi har pt. 12 elever tilmeldt GF1 i Fjerritslev, og der er forsat åbent for tilmelding, så flere kan nå at komme til. Vi er utrolig glade for, at det er lykkedes at starte GF1 op i Fjerritslev, så de unge i Fjerritslev- og Brovst-området nu får mulighed for at påbegynde deres ungdomsuddannelse lokalt, siger direktør Hans Chr. Jeppesen fra EUC Nordvest

Han håber, at det vil anspore endnu flere til at vælge en erhvervsuddannelse:

– Alle prognoser viser jo, at vi i de kommende år vil stå over for en kæmpe mangel på faglært arbejdskraft, så der er bestemt gode beskæftigelsesmuligheder i sigte, hvis man vælger den vej, slår direktøren fast.

GF1 er blot første step til erhvervsuddannelserne. Forløbet er af 20 ugers varighed, hvorefter eleverne skal fortsætte deres uddannelsesforløb på GF2 i Thisted, Nykøbing, Aars eller Aalborg.

Det første hold GF1-elever i Fjerritslev tæller både grundforløbselever fra EUD/EUX Business samt fra EUX på de tekniske erhvervsuddannelser.

En del af et større fællesskab
Traditionen tro trækker GF2 i Thisted en del elever fra Fjerritslev-området, og EUC Nordvest vil derfor også gøre en indsats for, at elevholdet i Fjerritslev får en tilknytning til skolen i Thisted og de GF1-elever, der går her.

– De skal føle sig som en del af det store fællesskab fra starten af, og derfor kommer vi også til at lave nogle tværfaglige forløb med fællesudflugter for begge afdelinger. Derudover vil Fjerritslev-eleverne naturligvis også deltage i den årlige dragebådssejlads, som er et virkelig godt ryste-sammen-arrangement, ligesom de er velkomne til at deltage i elevfesterne i Thisted, fortæller afdelingsleder Marianne Svenningsen.

Forfatter

Related posts

Top