Lysceremoni og støtte til fordel for Ukraine

Der er mulighed for at være med til at vise din støtte til Ukraine i aften kl. 20.00. JCI Mors er vært for en lysceremoni på Rådhustorvet. De lokale musikere fra Trio 413 og Kristian Jespersen samt Tanja Kuchel spiller op til fællessang.
Foreningen JCI Mors inviterer alle – store som små – som har tid og lyst, med til et støttearrangement onsdag aften, hvor det er muligt at støtte og vise sin sympati for det krigshærgede land og dets folk. Udover muligheden for at støtte Ukraine, bliver der afholdt en lysceremoni, sunget fællessange, og der er mulighed for at skrive støttende ord på sten og skaller. Arrangementet finder sted i tidsrummet fra kl. 20.00-20.30 på Rådhustorvet foran det gamle rådhus i Nykøbing Mors.
Opbakning på rekordtid
Den lokale forening har på rekordtid sat rammerne for et støttearrangement, hvor folk kan komme og vise deres støtte til den Ukrainske befolkning.
Det har vist sig, at mange er med på den idé og bidrager med musik eller ting til arrangementet.
– I JCI Mors er vi meget taknemmelige, for den opbakning vi har fået til vores arrangement. Vi håber, at rigtig mange har lyst til at være med på onsdag. Det var først i denne uge, at vi besluttede os for også at holde en lysceremoni på Mors. Det er en del af en markering som mange af landets JCI-afdelinger holder samtidig denne aften, fortæller formanden for JCI Mors, Lisbeth Sørresiig Alling og tilføjer:
– Vi tænder lys og har noget at skrive på og med, hvis man vil sætte nogle ord på sin støtte til Ukraine. Vi kommer også til at synge fællessange med nogle af vores lokale musikere, det kommer til at vare en halv times tid. Så det er let og hurtigt at deltage, men det er vigtig, at vi fortsætter med at vise vores opbakning til Ukraine på mange forskellige måder, siger formanden.
Indsamling
Udover at sende et budskab til omverdenen med lysceremonien denne aften, har JCI også oprettet en indsamling på Røde Kors hjemmeside, så arrangementerne rundt om i landet også kan bidrage med midler til befolkningen i Ukraine. Navnet på indsamlingen er: ’Tænd et lys for Ukraine med JCI’, og indsamlingen kan findes via hjemmesiden: https://indsamling.rodekors.dk/participant/taend-et-lys-for-ukraine-med-jci

Forfatter
Top