Lynhurtigt internet: Thisted får status som Gigabit-kommune

Senest ved udgangen af i år opnår Thisted Kommune status som såkaldt Gigabit-kommune.

Det står klart, nu hvor Thy-Mors Energi inkluderer Hurup by i den afsluttende etape af fiberudrulningen i Thy.

Inden årets udgang får alle andelshavere i det lokale forsyningsselskab dermed adgang til lynhurtigt internet, og kan dermed vinke farvel til langsomme internetforbindelser og dårlig tv-signal. Selvom Hurup ligger uden for Thy-Mors Enerig’s forsyningsområde vil borgerne i byen blive tilbudt gratis tilslutning til fibernettet.

Beslutningen om et fuldt udbygget fibernet i hele Thy vækker begejstring hos borgmester, Ulla Vestergaard, der anser fibernettet som en grundlæggende infrastruktur for lokal vækst og
udvikling:

– Normalt skal der kæmpes hårdt for at opretholde og udbygge infrastrukturen i vores kommune, men med den digitale infrastruktur ser det helt anderledes ud. Her er vi med helt i front, forklarer hun og fortsætter:

Borgmester Ulla Vestergaard og bestyrelsesformand i Thy-Mors Energi Robert Hove. Pressefoto

– Med en stabil og hurtig fiberforbindelse bliver det attraktivt at drive virksomhed i Thisted Kommune, og samtidig kan vi med fibernettet understøtte den gruppe af borgere, som f.eks. gerne vil gennemføre en videregående uddannelse via fjernstudier. At Thy-Mors Energi på den måde går forrest og sikrer, at alle borgere og lokale virksomheder får lige vilkår og vækstmuligheder – uanset hvor i kommunen de er bosat og driver erhverv – det er vi meget glade for.

I Thy-Mors Energi forventer man at påbegynde etableringen af fibernettet i Hurup, når de resterende områder i Thy er færdigetablerede. I koncernen har der været bred enighed om at inddrage Hurup i den sidste etableringsfase, forklarer bestyrelsesformand Robert Hove:

– Når vi står her på nippet til at afslutte fiberprojektet i vores eget forsyningsområde, giver det god mening at skele til Hurup og få borgerne her koblet på fibernettet, så de, som den resterende del af kommunens borgere, får adgang til en digital infrastruktur i verdensklasse, forklarer han og fortsætter:

– Som lokalt andelsselskab må vi træde i karakter og skabe de bedste digitale muligheder for alle borgere i Thy – også selvom det betyder, at vi bevæger os ud over grænsen på vores eget forsyningsområde. Det er os til at skabe lokal balance med fiberinfrastrukturen, og den opgave påtager vi os gerne, slutter han.

LÆS OGSÅ:

Morsø Kommune bliver landets første Gigabit-Kommune

Arkivfoto: Thy-Mors Energi

Forfatter

Related posts

Top