Selv om solen brager igennem, og temperaturerne er høje, skal man være meget varsom med at åbne vinduerne i hjemmet for at køle rummene ned.
I en afgørelse tirsdag har Østre Landsret slået fast, at et smykketyveri til cirka 560.000 kroner i et rækkehus ikke dækkes af forsikringen, fordi vinduet ikke var helt lukket. Vinduet havde godt nok sikringsbeslag på og var åbnet i den inderste position. Men det er alligevel ikke nok til, at smykkerne kan dækkes af forsikringen.
– Der er intet usædvanligt i afgørelsen. Det er lige efter bogen, fortæller Ole Vidstrup, konsulent i Forsikringsoplysningen under brancheorganisation Forsikring og Pension.
– I sommer havde vi rigtig mange af den her slags sager, fordi folk havde vinduer og terrassedøre åbne.
Møbler og elektronik: Ja. Smykker: Nej
Forsikringen havde dog efter alt at dømme dækket tabet, hvis der var blevet stjålet eksempelvis møbler eller elektronik. Men med smykker er det en anden sag.
– Der er ikke tale om et indbrud, hvis der har været åbne vinduer i huset. Det svarer til, at man lader hoveddøren stå åben. Og så dækker forsikringen ikke, siger Ole Vidstrup.
Der er dog den undtagelse, at forsikringen dækker, hvis indbruddet med smykkerne sker i rum, hvor man ligger og sover.
/ritzau/
Foto: GF Forsikring/pressefoto