Lokale virksomheder tager kampen op

Medarbejdere fra tre lokale virksomheder har gennemført et komprimeret LEAN-forløb på Kursuscenter EUC Nordvest. Et forløb, der ruster virksomhederne til at gennemføre nye tiltag, der kan bidrage til øget vækst og konkurrencedygtighed.

Vi har set tendensen over hele landet de senere år: Virksomheder, der må bukke under for konkurrencen fra udenlandske producenter, og som derfor enten lukker eller flytter produktionen uden for landets grænser. Thy er heller ikke gået ram forbi. Skræmmeeksempler som Oticon og Bach Composite vidner om, at der skal kæmpes benhårdt for at stå distancen på et globaliseret og konkurrencepræget marked. Den kamp er flere lokale virksomheder klar til at tage op:

– Vi har søsat et nyt forløb med LEAN-kørekort, hvor medarbejdere fra både Dolle, BE-GE Jany og Coloplast har deltaget. Medarbejderne har over ti dage gennemført fire LEAN-moduler, hvor de har arbejdet målrettet med specifikke cases fra deres egen virksomhed. Netop dét, at de arbejder med aktuelle problemstillinger fra egen virksomhed, gør utrolig meget for læringsprocessen, fortæller uddannelses- og erhvervskonsulent Bettina Dahlgård Mikkelsen, der har stået i spidsen for kurset.

BE-GE Jany optimerer produktionen
Hos BE-GE Jany har direktør Lene Bech lutter rosende ord til overs for kursusforløbet. Frøstrup-firmaet har haft et behov for at se på produktionsprocesserne med ”nye briller”, frem for ukritisk at fortsætte i samme spor, som man har gjort de seneste 10 år. I første omgang var ønsket at få optimeret, systematiseret og effektiviseret processerne omkring lageret. Et mål, som BE-GE Jany nu er i fuld gang med at indfri:
– Vores medarbejdere har haft svært ved at få armene ned, efter de fik LEAN-kørekortet i hus. De har været meget begejstrede for kurset, især fordi de har en klar oplevelse af, at de kan bruge det, de har lært. At det ikke bare er teori, men konkret og brugbar viden, der kan omsættes til praksis og dermed gøre en forskel, lyder det fra Lene Bech.

Fokus på vækst – ikke på nedskæringer
Og BE-GE Jany er ikke alene om at satse på LEAN. Bettina Dahlgård Mikkelsen fortæller, at der faktisk allerede er mange lokale virksomheder, der er dygtige til LEAN, og som bruger det aktivt i hverdagen.

– Mange virksomheder har fået øjnene op for, at man med LEAN ofte kan skabe mærkbare resultater med en beskeden indsats. LEAN bliver lidt fejlagtigt opfattet som et rationaliseringsværktøj, der har til formål at skære i produktionen og få færre hænder til at klare det samme arbejde, men det er faktisk slet ikke det, det handler om. LEAN er en ledelsesfilosofi, der bygger på synlig ledelse, coaching og medarbejderinddragelse. Fokus ligger på at skabe vækst og konkurrencemæssige fordele – ikke på nedskæringer. Og det er netop vækst og konkurrencemæssige fordele, der skal til, hvis vi skal stå stærkt i kampen mod outsourcing og firmalukninger, slutter Bettina Dahlgård Mikkelsen.

Forfatter

Related posts

Top