Lokale kvindlige kandidater i fælles kamp

Ved sidste kommunevalg blev der i Thisted kun valgt 4 kvinder ud af 27 medlemmer i Kommunalbestyrelsen. Det vil de kvindelige kandidater gerne gøre noget ved til valget i år. Derfor går de samlet på gaden lørdag d. 4. november fra 10-13.00.

– På tværs af partifarve er vi en flok kvinder med hver vores mærkesager, der møder op med balloner fra Kvinderådet og valgmateriale og masser af lyst til at debattere med borgerne om, hvordan vores kommune skal se ud i fremtiden, fortæller Bente Lauridsen, der stiller op for SF til kommunalvalget.

Baggrunden for arrangementet er, at Kvinderådet har udnævnt 3.-5 november til national kampagneweekend under overskriften ” Stem kvinder ind”.

– Vores visioner for kommunen er selvfølgelig ikke nøjagtig de samme blot fordi vi er kvinder, men fælles for os alle er, at vi gerne vil arbejde for en mere ligelig repræsentation i politik, fortæller Bente Lauritsen.

Kampagneweekenden, der løber af stablen over hele landet, er et forsøg på at få flere kvindelige politikere valgt ind i landets by- og regionsråd.

– Vi håber med dette arrangement at flere vælgere vil stemme på kvinder, når de går til stemmeurnerne d. 21. november, siger Bente Lauridsen.

Foto : Danske Regioner

Forfatter

Related posts

Top