Lokale firmaer i fælles millioninvestering

Skaldyrsproducenten Vilsund Blue A/S og Fredsø Logistik har de seneste 16 år samarbejdet omkring håndtering og afsætning af muslingeskaller fra Vilsund Blue’s muslingeproduktion på Mors. Nu rykker de to store virksomheder tættere sammen og danner Vilsund Shells A/S.

Selskabet skal stå for behandling og afsætning af muslingeskallerne fra Vilsund Blue’s muslingeproduktion. Det sker fra en ny 3.600 kvm. stor hal, der bygges ved Foodparken på Mors, hvor Vilsund Blue blandt andet har produktion.

– Tidligere havde vi overvågning på siloerne på Vilsund Blue, så vi kunne tømme dem og køre muslingeskallerne væk. Nu bliver muslingeskallerne via et transportbånd sendt direkte over i den nye hal, hvor de er under tag og dermed hurtigere frigøres for de restprodukter, der måtte sidde tilbage på dem. Det skete tidligere ved udendørs opbevaring forskellige steder og er ikke optimalt, fortæller Vognmand Jan Nielsen fra Fredsø Logistik.

Bruges til vand- og luftrensning og underlag til mange formål
Han afsætter muslingeskaller som underlag til blandt andet ridebaner.

– Vores muslingeskaller til ridebane er yderst effektive til at lede vand bort, også fra områder såsom veje, stier i fx. Boligområder og derfor egner de sig også til regulære dræninger. Det særlige er desuden, at de også kan holde fx en ridebane næsten frostfri om vinteren, fortæller Jan Nielsen.

Foto: Vilsund Blue

Muslingeskallerne anvendes blandt andet også til luft- og vandrensning i både ind- og udland.

– De er et effektivt filter til luft- & vandrensning, hvor man tager en container, fylder den med muslingeskaller, lader vandet løbe igennem skallerne, blæser luft ind og derved forsvinder den dårlige lugt, fortæller Jan Nielsen.

Fælles millioninvestering er win win
Der har netop været rejsegilde på den nye muslingehal, der er en fælles millioninvestering imellem de to virksomheder.

– Vognmændene behøver nu bare at henvende sig ét sted, hvor man lynhurtigt kan få et læs med sig videre. Tidligere var depoterne spredt, fortæller Jan Nielsen fra Fredsø Logistik.

Og den nye fælles investering glæder Vilsund Blue:

– Vilsund Blue og Fredsø Logistik knyttes, efter 16 års godt samarbejde, endnu tættere sammen. Det er et udtryk for, at fælles innovation og udvikling nu bærer frugt til glæde for begge virksomheder. Det er en win win situation, siger Søren Tjørnelund Mattesen, der er adm. direktør for Vilsund Blue A/S.

Den nye milliondyre investering forventes at stå klar til september.

Foto: Vilsund Blue

Forfatter

Related posts

Top