Lokale elever i Drughunters-finalen på Lundbech

Af et felt på mere end 1.500 gymnasieelever, kvalificerede Nanna Horn Kragh, Kirstine Lyndrup Riis og Thea Gregersen, fra Teknisk Gymnasium Thisted, sig til finalerunden i den naturvidenskabelige konkurrence ’Drughunters’, der hvert år holdes på Lundbech i forbindelse med den landsdækkende vidensfestival: ’Forskningens Døgn’.

Gennem tre måneder har finalisterne arbejdet med deres koncepter, der har til formål at bidrage med nye idéer til hjerneforskningen. Opgaven lød, at eleverne skulle komme med et bud på, hvordan man mere effektivt kunne sikre optagelsen af medicin i hjernen. De tre lokale studerende kvalificerede sig til finalen, der løb af stablen forlden, med deres idé med en ’hæmmer’, der skal hjælpe lægemidler mod depression til at blive optaget i hjernen.

– Blodhjerne-barrieren består bl.a. af en pumpe, der forhindrer uønskede molekyler i at komme ind i hjernen ved at pumpe dem tilbage i blodet. Pumpen opfatter også medicin som noget, der ikke skal være i hjernen, og pumper det derfor væk. Vores løsning, på den problemstilling, var at blokere pumpen ved at koble en hæmmer på lægemidlerne. Når pumpen er blokeret, vil lægemidlet blive frigivet fra hæmmeren, så det kan blive optaget i hjernen, forklarer Nanna Horn Kragh.

Stor ros – men ikke på sejrsskammelen
Inden for kategorien ’bioteknologi’, som de lokale HTX-elever stillede op i, deltog hele 40 grupper i den indledende finalerunde, og her slap kun de fire bedste idéer gennem nåleøjet til den sidste del af finalen. Den lokale HTX-gruppe fik stor ros både for deres idé og præsentation, men det rakte desværre ikke til en Top 4-placering. At indsatsen ikke resulterede i en podieplads ændrer dog ikke på, at de tre lokale gymnasieelever fik stort udbytte af dagen.

– Det har været en helt vildt stor oplevelse at deltage. Det har været utrolig spændende at se, hvordan de andre grupper har tolket opgaven, og hvilke elementer de har lagt vægt på i deres løsninger. Herudover var der en række spændende indlæg. Der var blandt andet taler ved uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers og Johan Luthman, der er koncerndirektør for forskning og udvikling på Lundbeck. Vi hørte også et virkelig spændende indlæg fra en kvinde, der lider af personlighedsforstyrrelserne Borderline og angst, og så var der et ret underholdende indlæg ved Jan Hellesøe fra ’Fuckr med din hjerne ’, hvor flere af tilhørerne blev udsat for manipulation og hypnose, fortæller Nanna Horn Kragh

Alt i alt var anstrengelserne således langt fra forgæves. Nanna Horn Kragh og hendes gruppe fik masser af spændende input med hjem i bagagen, og hun tøver derfor heller ikke med at anbefale andre elever at deltage i Drughunters-konkurrencen, hvis muligheden byder sig.

Forfatter

Related posts

Top