Lokal virksomhed har potentiale til vækst, men…

Siden Troels Kristoffersen og Jeppe Pedersen tilbage i juli 2017 etablerede virksomheden TJ Rustfri i Vesløs er det kun gået én vej: Fremad.

Der er ikke mange tomme sider i ordrebogen, og begge indehavere slår fast, at det ikke er mangel på opgaver, der står i vejen for vækst – det er tværtimod mangel på kvalificeret arbejdskraft.

– Vi vil utrolig gerne vækste, men det kræver, at vi også kan lokke nogle dygtige smede til lokalområdet. Vores kunder efterspørger ofte specialløsninger, så vi har brug for smede, der – ud over at kunne deres håndværk – også er kreative i opgaveløsningen og trives med en udfordrende og alsidig arbejdsdag.

Troels Kristoffersen og Jeppe Pedersen

– Der er masser af arbejde at få – udfordringen ligger i, at vi skal have flere smede til at få øjnene op for, at der også er spændende arbejdspladser uden for de større byer, lyder det fra Troels Kristoffersen.

Ikke rum for kompromis
Selvom de to virksomhedsejere drømmer om at se TJ Rustfri vækste, kommer det ikke til at ske på bekostning af kvaliteten. Ordretilgangen skal matche ressourcerne til hver en tid, så det sikres, at den høje standard holdes, og at opgaverne leveres til tiden. Netop en upåklagelig kvalitet, en høj håndværksmæssig standard samt evnen til at skabe enkle og brugbare specialløsninger på komplekse problemstillinger, er TJ Rustfri’s varemærke, og sådan skal det fortsat være.

Derfor er det også et et ufravigeligt krav, at eventuelle nye medarbejdere har den samme tilgang til kvalitet og service, som de to indehavere:

– Jeg vil ikke sige, at vi er kræsne, men vi lever af tilfredse kunder, og derfor vil vi heller ikke gå på kompromis. Vi vil kunne stå 100% inde for alt, hvad TJ Rustfri leverer – ellers lader vi hellere være. Og derfor takker vi også nej til arbejdskraft, som ikke lever op til den håndværksmæssige standard, vi forventer. Når det er sagt, så hører vi meget gerne fra dygtige smede, som har lysten og ambitionen til at skabe spændende specialløsninger til spændende kunder både i og uden for lokalområdet. Vi ved, at de er derude. Så har man kompetencerne og lysten er det bare at give lyd fra sig, så skal vi helt sikkert nok finde arbejdsopgaverne, fastslår Jeppe Pedersen.

Troels Kristoffersen og Jeppe Pedersens kompromisløse tilgang til at drive forretning er formentlig en væsentlig årsag til, at både fiskere, landmænd og en lang række mellemstore virksomheder fra især fødevareindustrien, betragter TJ Rustfri som deres foretrukne samarbejdspartner inden for rustfrit svejsearbejde samt bukke- og klippearbejde. De efterspørger i stor stil TJ Rustfris specialløsninger inden for alt fra levering og montering af småkomponenter til udvikling og fremstilling af færdige maskiner.

Og kunderne, ja de kommer faktisk af sig selv. Forhåbentlig vil det samme komme til at gælde for dygtige smede, inden for en overskuelig fremtid.

Forfatter
Top