Lokal prisvinder: ”Vi har altid en flok lærlinge i gang”

Gode lærepladser og succesfulde lærlingeforløb er en central del af forretningen hos Møllers Værktøjsfremstilling i Thisted. For sin vedholdende og inspirerende indsats har virksomheden i dag modtaget DI Thy/Mors’ Lærepladspris.

Møllers Værktøjsfremstilling startede i familiens garage i 1969, hvor Carlo Møller selv producerede formværktøj. På trods af navnet produceres der ikke længere værktøj i den 30 mand store virksomhed, som nu drives af sønnen Jens Henrik Møller. Tiden og udviklingen i markedet har krævet omstilling af virksomheden. I dag har de blandt andet specialiseret sig i fremstilling af maskindele til medicoindustrien. En omstilling og en specialisering, som ikke har været muligt uden et kontinuerligt fokus på uddannelse og lærlinge, siger indehaveren.

– Det er helt afgørende for os, at vi altid har en flok lærlinge i gang. De har en fantastisk forståelse for teknologien og det nyeste udstyr. Det er imponerende, hvordan de tager ansvar og bidrager med ny viden til virksomheden, når bare vi giver dem lov. Vi ville ikke have været der, hvor vi er i dag, hvis det ikke var for vores lærlinge, lyder det fra Jens Henrik Møller.

Fantastisk miljø med højt humør

Når man kigger ind i de moderne fabrikshaller, er det netop unge industriteknikere, der møder ens blik. Aktuelt er der seks lærlinge af i alt 30 medarbejdere. Selvom det er en ganske stor andel, så er det svært at spotte dem. For de fleste svende er selv blevet udlært på virksomheden i løbet af de senere år, og derfor er det primært unge under 30, der sidder ved computerne og programmerer de store maskiner.

– Det er jo med til at fremtidssikre vores virksomhed, at vi har sådan et ungt hold. Og så giver det bare et fantastisk miljø ude i produktionen med masser af snak og højt humør. Det er noget, vi prøver at understøtte. At der er plads til sjov og ballade, og at der er noget for de unge mennesker, siger Jens Henrik Møller med henvisning til, at der hvert år arrangeres en række fester og udflugter for alle medarbejderne.

Ruster sig med lærlinge

DI Thy/Mors uddeler lærepladsprisen i samarbejde med DI Lærepladsfællesskabet for at sætte fokus på de mange gode lærepladser rundt om i virksomhederne.

– Vi ved, at vi kommer til at mangle unge med en erhvervsuddannelse inden for nærmest alle brancher her i området. Derfor er vinderen i år et godt eksempel på, hvordan man kan ruste sin egen virksomhed til fremtiden ved at satse på lærlinge. De tager et stort ansvar og lykkes med at gøre sig selv attraktive for fremtidens arbejdskraft, lyder det fra Tage Odgaard Nielsen, som er direktør hos Frontego A/S og formand for DI Thy/Mors.

– Det gør også erhvervsuddannelserne mere attraktive, at der er udsigt til gode lærepladser og fast arbejde, og derfor fortjener en virksomhed som Møllers Værktøjsfremstilling stor hyldest, slutter DI formanden.

Prisen blev uddelt på virksomheden tidligere i dag af næstformand i DI Thy/Mors, Jan Smed og borgmester i Thisted Kommune, Niels Jørgen Pedersen.

Foto: Pressefoto

Forfatter
Top