Lokal indretning af nye THI lokaler i Thisted

Thisted Handels- og Industriforening har indtil formandsskiftet haft til huse hos formanden. Nu har man fået fod under eget bord i GWP-huset og det med lokale møbler fra Redoffice Konpap A/S.

Møbelsælger Mads Larsen kom forbi indenfor få dage for at afdække behovet og de nye rammers muligheder. Det var vigtigt for foreningen at investere i en holdbar løsning, der også lå indenfor en fornuftig økonomisk ramme. Redoffice Konpap A/S leverede varen – og det til en særlig flot særpris for byens forening

– Vi vil naturligvis gerne bakke op om det gode arbejde Thisted Handels- og Industriforening gør for byens liv – både som medlem, men også som leverandør – det synes vi er en rigtig god investering i byens og områdets fremtid,  siger Klaus Sørensen, der er medejer af Redoffice Konpap A/S sammen med Anders Christensen og Mads Larsen.

Brug for god plads
Såvel samarbejdspartnere som medlemmer, bytogschauffører, kunder og andet godtfolk kigger af og til forbi på kontoret, og derfor var det også vigtigt at kontoret havde plads til sit eget lille mødebord.

– På de 15 kvm er der også blevet plads til et flot hæve-sænkeskrivebord i linoleum og til masser af praktiske skabe med skydelåger og opbevaringsplads til alt lige fra bynissernes tøj og tæpper til bytoget til bilagsmapper, kopipapir og citygavekort. Alt inventar er leveret af Redoffice Konpap A/S og borde og skabe er alle fra firmaet Kinnarps, der laver nogle superflotte, ergonomisk korrekte møbler i høj kvalitet og enkelt, tidløst nordisk design, fortæller

Det er naturligvis Thisted by, der pryder væggen på kontoret. Skrannies Skilte og Reklame har leveret det tre meter lange og 1,3 meter høje og flotte billede som er printet på en mat folie påsat en tynd aluminiumsplade.

Både foreningens ansatte citymedarbejder Hanne Stüker og foreningens formand, Simon Kristensen fra Sparekassen Thy, er meget tilfreds med det flotte samarbejde med Redoffice Konpap A/S og med foreningens de nye rammer:

– Vi er virkelig godt tilfreds med såvel kontorets rammer, placering og muligheder som samarbejdet med Klaus og Mads fra Redoffice Konpap A/S, der med deres sympatiske og professionelle tilgang til opgaven har løst den udover vores forventning, siger Simon Kristensen.

Forfatter

Related posts

Top