Lokal fond opløses: Formuen går til børn, unge og handicappede

Går du eller din forening med planer om et arrangement eller tiltag, der kan glæde andre? Så er der måske økonomisk støtte at hente fra fonden ‘Børnehjælpsdagen i Nykøbing Mors’.

Fonden har nemlig af Civilstyrelsen fået grønt lys til at opløse sig selv, og derfor vil der over de næste tre år blive uddelt 400.000 kroner om året hvilket svarer til alle de penge der findes i fonden lige nu.

Borgmester Hans Ejner Bertelsen, der er formand for den selvejende institution, udtaler i en pressemeddelelse:

– Det er et utroligt flot farvel for fonden. Tiderne skifter, og vi er kommet frem til, at det er bedst, at pengene kommer ud og arbejde for at skabe livskvalitet og muligheder på Mors.

Interesserede kan søge fonden om legatmidler ved at ansøge senest 2. juni. Ansøgninger skal sendes til følgende adresse: Børnehjælpsdagen i Nykøbing, Morsø Kommune, Jernbanevej 7, 7900 Nykøbing Mors eller kommunen@morsoe.dk.

Ved ansøgning fra forening skal sidste afsluttede regnskab medsendes. Derudover skal foreningens CVR-nummer og kontooplysninger oplyses.

Der er intet ansøgningsskema og legatmidler bliver uddelt på bestyrelsesmødet den 16. juni. Ansøgere får svar hurtigst muligt herefter.

Forfatter

Related posts

Top