Lokal folketingskandidat: – Stop snakken om fremtiden for sygehuset

Der er ingen grund til at bruge mere tid på at diskutere fremtiden for sygehuset i Thisted, og slet ikke efter regeringens nye udspil til en sundhedsreform. Sådan lyder det fra den konservative folketingskandidat Torben Overgaard, der stiller op i Thy og på Mors.

– For det første har sygehuset i Thisted ø-status, og den fjerner man ikke sådan uden videre. Herudover er sygehuset i Thisted udpeget som et af de 21 sygehusfællesskaber i den nye sundhedsplan, og dermed er rammerne for et fremtidigt sygehus i Thisted sikret, siger Torben Overgaard.

Han medgiver dog, at sygehuset stadig slås med at kunne skaffe læger nok.

– Det løser man ikke over en nat. Det tager tid at få uddannet nok læger, og vi ved fra undersøgelser, at rigtigt mange læger bliver der, hvor de læser og jo højere optag på lægeuddannelsen i Aalborg, jo flere bliver i vores område og søger ansættelse på f.eks. Aalborg Universitetshospital, som Thisted lige nu er en del af, påpeger Torben Overgaard.

Torben Overgaard

I regeringens udspil lægges der ligeledes op til, at antallet af praktiserende læger skal hæves.

– For rigtig mange danskere giver det at have egen læge en stor tryghed. En læge, der kender dig, kender din sygdomshistorie, og som du er tryg ved. Det er ikke mindst noget af det børnefamilier og ældre, efterspørger i Thy og på Mors, siger Torben Overgaard.

Torben Overgaard påpeger, at en af løsningerne er, at regeringen vil skabe 100 ekstra ydernumre, så lægedækningen bliver bedre – og flere får en praktiserende læge i nærheden af, hvor de bor.

– Og så vil man rykke flere opgaver over i den almene praksis, så borgerne også får behandlingen tættere på. Der er ingen grund til at borgerne skal ud på dagslange rejser for at få en behandling, der kunne klares lokalt hos en privat praktiserende læge, siger Torben Overgaard.

Ikke mindst en bedre sammenhæng for patienterne, er vigtig mener Torben Overgaard.

– Det at man bygger bro mellem sygehuse, kommuner og de praktiserende læger, så ingen patienter længere skal føle sig tabt mellem to stole, er vigtig. Dermed flytter regeringen behandlingen tættere på borgerne, og sikrer mere tryghed og sammenhængende patientforløb, siger Torben Overgaard.

Han håber, at regeringen når at få den nye sundhedsreform vedtaget inden det kommende Folketingsvalg.​

Forfatter

Related posts

Top