Lokal coronapulje udvides med 600.000 kroner

I midten af april lancerede Sparekassen Thy en lokal coronapulje på 1 millioner kroner, som skal bruges på at hjælpe trængte foreninger.

Og selvom det var forventet, at mange ville søge midler fra puljen har antallet af ansøgninger alligevel væltet sparekassedirektør Ole Beith bagover:

– Det har overgået vores vildeste forventninger. Allerede fra dag ét strømmede det ind med ansøgninger og det fortsatte helt frem til sidste fløjt den 1. juni, fortæller han.

Ansøgningerne er løbende registreret, og det stod derfor hurtigt klart, at saldoen tidligt i forløbet rundede en million. Det vidner på den ene side om, at de lokale foreninger sprudler af gode idéer, der er klar til at blive ført ud i livet.

Direktør i Sparekassen Thy, Ole Beith.

– Men samtidig er det også et udtryk for, at coronaen har gjort det svært at drive forening, siger Ole Beith, hvilket også var baggrunden for, at puljen blev etableret.

Idéer for 9,6 mio. kr.
Når alle cirka 400 ansøgninger er lagt sammen, står vi med et ansøgerfelt, der har gode idéer, tiltag og arrangementer, der tilsammen koster 9,6 mio. kr. Den store interesser betyder, at ikke alle kan tilgodeses.

-Det betyder naturligvis ikke, at idéerne er dårlige, men med et så stort og stærkt ansøgerfelt er der gode tiltag, som desværre bliver fravalgt, lyder det fra områdedirektør Jakob Madsen.

Derfor er der i udvælgelsesprocessen blevet fokuseret på at tildele penge til aktiviteter og indkøb, der får foreningerne tilbage på sporet – og tilbage til niveauet før pandemien satte meget i stå.

– Men også inden for det felt, er der flere ansøgere end vi kan imødekomme, konstaterer Jakob Madsen.

Puljen udvides med 600.000 kr.
At få barberet 9,6 mio. kr. ned til 1 mio. kr. har ikke været let. Og derfor har Sparekassen Thy også besluttet at udvide puljen med hele 600.000 kr.

– Vi kan stadig ikke efterkomme alle ansøgninger, men vi glæder os over, at der nu sendes 1.600.000 kr. ud i vores lokalsamfund, slutter Ole Beith, der glæder sig til at se de mange penge komme ud og ”arbejde” i foreningerne.

LÆS OGSÅ:

1.000.000 kroner til kickstart af foreningslivet

Forfatter

Related posts

Top