Lønnen er rimelig – men der mangler grise at forarbejde

Af John Christiansen
Formand for Fødevareforbundet NNF Nordjylland.

Lønnen er rimelig – men der mangler grise at forarbejde.

I et svar til mit indlæg om svineprojektet Apollo Thy forleden hedder det sig blandt andet, at slagterierne mangler svin på grund af for høje lønninger.

Jeg er langt fra enig. Lønnen hos Tican og andre slagterier er ikke for høj. Den er baseret på aftaler, som slagterierne og medarbejderne har forhandlet sig frem til i fællesskab, hvor det sikres, at der er kvalificeret arbejdskraft til at udføre det meget hårde arbejde i vores branche i konkurrence med udviklingen i mange andre industrier.

En anden udokumenteret påstand er at der lukker store landbrugsbedrifter hver dag, så slemt står det heldigvis ikke til, men jeg medgiver at situationen er alvorlig.

Forskere fra Københavns Universitet har dokumenteret, at danske landmænd på grund af diverse politisk vedtagne særvilkår har rammevilkår, der gør det mange kroner dyrere at opfede hver enkelt gris i Danmark.  Resultatet har været en stor eksport af smågrise og et tab af mange tusinde arbejdspladserne på slagterierne rundt omkring i landet.

Heldigvis er der muligheder for at vende udviklingen. Ved at bygge moderne og miljøvenlige stalde, så kan vi hjælpe til, at de dygtigste landmænd igen bliver konkurrencedygtige – og samtidig sikrer vi opgaver til vores lokale tømrer, elektriker og de mange arbejdspladser, som vi heldigvis stadig har på blandt andet slagteriet i Thisted, men også andre steder rundt i landet.

Her til sidst vil jeg håbe at denne svinefarm bliver opført, for vi vil stadigvæk udvikling og ikke afvikling, som visse andre åbenbart ønsker. Egnen kan ikke leve af at vi alle er kustoder i en nationalpark!

Foto : TV2 Nord

 

 

Forfatter

Related posts

Top