Løbeide fra Mors har vokset sig stor

Når der bliver løbet Klovneløb torsdag eftermiddag i Nykøbing, er det kun ét af næsten 50 Klovneløb i hele landet.

Ideen til Klovneløbet blev fostret i den lokale løbeklub Pinen og Plagen, der sammen med lokale arrangører stod bag de første Klovneløb i juni 2012. Der var 1.508 deltagere i de 12 løb, og der blev samlet 68.460 kroner ind til Danske Hospitalsklovne.

I år bliver der 47 løb landet over, og hospitalsklovnene forventer mindst 8.000 deltagere og over 550.000 kroner til deres arbejde.

– Det er simpelthen et superformål. Næsten alle kender jo et barn, der har været på sygehuset, så de fleste har lyst til at bakke op om hospitalsklovnene, der hjælper børn i en svær situation, siger formanden for Pinen og Plagen Jann Søndergaard.

Inspirationen til velgørenhedsløbet kom, da Aage Klovn blev medlem af løbeklubben Pinen og Plagen. Aage, med det borgerlige efternavn Øster,  har i mange år været en inkarneret løber. Under et ophold på sygehuset i Viborg gjorde mødet med hospitalsklovnene et stort indtryk på ham.

Det var derefter, Aage begyndte at stille op til løb i klovnekostume og samtidig samle penge ind til klovnene. Det var også tilfældet, da han gennemførte Mors 100 Miles i 2009.

Tilmelding og donationer på klovnelob.dk

Foto: Tor Rønnow

Forfatter

Related posts

Top