Lise Bech ikke inviteret til møde om kystsikring

Folketingsmedlemmet Lise Bech (DF) undrer sig over, at det af artikler i Thisted Dagblad den 12. december og Morsø Folkeblad den 14. december fremgår, at Simon Kollerup (A) og  hun selv var inviteret til at besigtige problemerne med kystsikringen ved Høfde 96 i Agger. Hun afviser nemlig overhovedet at have fået en invitation til mødet der skulle foregå d. 11. december, hvor Torsten Schack Pedersen (V) deltog.

– Jeg har talt med Simon Kollerup, der overfor mig bekræfter, at han heller ikke har modtaget en sådan invitation. Vi har begge været der tidligere, uafhængigt af hinanden, men vi var ikke inviteret den dag.

Miljø- og Fødevarerministeriet understreger, at de ikke står bag den manglende invitation – idet det ikke er dem der har afholdt mødet.

– Jeg ser selvfølgelig ked af, at læserne af Thisted Dagblad og Morsø Folkeblad sidder tilbage med indtrykket af, at jeg er udeblevet fra mødet. Det er på ingen måde korrekt. Jeg kan ikke møde op til et møde, jeg ikke ved finder sted og ikke er inviteret til. Jeg stiller gerne op til møder i den udstrækning, at det ikke kolliderer med udvalgsmøder eller lignende på Christiansborg, der umuliggør at deltage. Ligesom jeg desværre ikke har mulighed for at deltage i Kystdirektoratets infomøde om kystbeskyttelse, i Agger Beboerhus tirsdag, på grund af forhandlinger i København.

Informationsmødet med repræsentanter fra Kystdirektoratet, som vil give information om kystbeskyttelse og kystsikring ved og nord for Agger, finder sted i Agger Beboerhus tirsdag d. 19. december kl. 17.

Stor prioritet
Problemet med Kystsikringen ved Høfde 96 har høj prioritet hos Lise Bech, der løbende ahr stillet spørgsmål til, og været i dialog med, Miljøminister Esben Lunde Larsen og Kystdirektoratet om problemet. Hun fortæller samtidig, at hun fortsat vil forfølge sagen politisk:

– Som jeg tidligere har sagt, virker Kystdirektoratets afvisning af problemerne med Kystsikringen ved Høfde 96 helt forkert. Man kan med sit blotte øje se, at der kun er en god meters klit tilbage før, at der er passage mellem Vesterhavet og Flade Sø. Med de storme, vi plejer at have ved Vestkysten, behøver man ikke være ekspert for at se, at risikoen for et gennembrud er til stede, hvilket skaber unødig utryghed hos borgerne i området. Og det skal der ikke en 100 års storm eller lignende til at synliggøre, siger hun.

Forfatter

Related posts

Top