Lild Strand får ikke andel i kystsikring

Igår var der rigtig gode nyheder til naboerne langs den jyske vestkyst.

Regeringen vil nemlig afsætte over en milliard kroner i finansloven fra år 2020 til ekstra kystsikring. Men Lild Strand nordøst for Hanstholm får ikke andel i de mange millioner. Kysten her er nemlig ikke en del af fællesaftalerne mellem staten og kommunerne. Det skriver TV MidtVest.

I forslaget ønsker regeringen dog afsætte en pulje på 30,3 millioner kroner, som kommunerne kan søge til andre kystbeskyttelsesprojekter. Men om Lild Strand kan få en del af dén kage er ifølge Kystdirekoratet uvidst.

Derfor vil Thisted Kommunes borgmester, Ulla Vestergaard (A), fortsætte kampen for at skaffe penge til også at beskytte kysten ved Lild Strand:

– Vi skal fortsætte de her happenings, vi har med konferencer, hvor vi sætter fokus på det og inviterer politikere. Og så skal vi snakke med vores partier og prøve endnu en gang at fortælle den her historie om, at hele kysten er vores fælles opgave at bibeholde. Det er ikke bare Thisted Kommunes, men hele Danmarks opgave, siger hun til TV MidtVest.

Hun understreger samtidig, at Thisted Kommune allerede har lagt 300.000 kroner til side, så et konsulentfirma kan kigge nærmere på, hvilke tiltag kommunen selv kan tage for at sikre kysten ved Lild Strand.

Arkiv: Christian Kjeldsen

Forfatter

Related posts

Top