Lettere at drive virksomhed i Danmark

Regeringen gennemfører blandt andet en række forenklinger på regnskabsområdet, som bl.a. omfatter, at de danske krav i højere grad tilpasses de internationale regnskabskrav. Det gør det nemmere for danske virksomheder at udarbejde regnskaber, som også kan anvendes overfor deres internationale samarbejdspartnere.

Derudover ændrer regeringen nu bogføringsreglerne, så virksomhederne fremover slipper for at skulle søge dispensation til at opbevare elektronisk bogføringsmateriale i udlandet. På den måde bliver det nemmere for virksomhederne at anvende nye digitale cloud-baserede bogføringssystemer.

På skatteområdet gennemfører regeringen blandt andet forslag om, at banderolekravet for spiritusflasker fjernes.

– Virksomhedsforum har leveret en række gode og relevante forslag vedrørende forenklinger på skatte- og regnskabsområdet, som regeringen nu gennemfører. I løbet af to år har regeringen modtaget 385 forslag fra Virksomhedsforum for enklere regler, hvoraf 281 er blevet gennemført. De mange gode forslag har bidraget til at gøre hverdagen lettere for danske virksomheder. Det har helt konkret betydet, at virksomhederne har kunnet bruge mindre tid på administration og offentlige krav og mere tid at skabe vækst og arbejdspladser, siger Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen.

Alle forslag fra Virksomhedsforum og regeringens tilbagemelding kan findes på www.enklereregler.dk

Fakta
Virksomhedsforum for enklere regler blev nedsat af regeringen i 2012. Virksomhedsforum består af repræsentanter fra erhvervsorganisationer, arbejdsmarkedets parter og virksomheder. Virksomhedsforum sender konkrete forslag om regelforenklinger til regeringen tre gange om året.

Virksomhedsforum for enklere regler udpeger områder, hvor erhvervslivet oplever de største administrative byrder og kommer med forslag til forenklinger til regeringen. Regeringen behandler forslagene efter et ‘følg-eller-forklar’-princip. Det betyder, at regeringen enten gennemfører forslagene, eller forklarer, hvorfor de ikke kan gennemføres.

I alt har Virksomhedsforum sendt 385 forslag til regeringen. Regeringen har behandlet 348 af forslagene og vil gennemføre 281 af dem helt eller delvist.
Andre eksempler på nye tiltag, der er resultater af forslag fra Virksomhedsforum:

Virksomhedsforum har foreslået en række ændringer af årsregn-skabsloven, bl.a. en lettelse af regnskabskravene for datterselska-ber, regnskaber for mikrovirksomheder samt tilpasning til internationale regnskabsstandarder. Regeringen gennemfører forslagene gennem en revision af årsregnskabsloven. For både datterselskaber og mikrovirksomheder vil der således være en lettelse af regnskabskravene. Desuden vil årsregnskabsloven blive tilpasset internationale regnskabsstandarder.
Virksomhedsforum har også foreslået en forenklet rapportering til Dansk Retursystem, så indberetningernes hyppighed tilpasses indberetninger til Skat.

Regeringen følger forslaget. Datoerne for indberetninger tilpasses, så virksomhedernes indberetninger til Skat og Dansk Retursystem vil ske samtidigt.

Desuden har Virksomhedsforum foreslået, at det gøres mere interessant for virksomhederne at levere data. Regeringen følger bl.a. forslaget ved, at der gives gratis adgang til regnskaber, og oplysningerne hermed vil kunne indgå i forskellige applikationer og services. En virksomhedsejer kan nu eksempelvis få en analyse af virksomheds styrker og svagheder ift. resten af branchen.

Forfatter

Related posts

Top