Lettere at komme videre til den rette hjælp i kommunen

Når borgerne ringer på kommunens hovednummer bliver det lettere at komme videre til den rette hjælp. Morsø Kommune er med i Den Digitale Hotline, som tilbyder morsingboerne hjælp til selvbetjening – også uden for kommunens åbningstider.

Nu vil en borger, der ringer til kommunens hovednummeret 9970 7000 blive præsenteret for forskellige valgmuligheder. Borgeren kan for eksempel vælge hjælp til digital selvbetjening, anmeldelse af rotter, spørgsmål om pas, SKAT eller Udbetaling Danmark. Der er som altid mulighed for at tale med vores medarbejdere i omstillingen.

– Vi oplever, at mange af de borgere, som ringer til os på vores hovednummer med for eksempel spørgsmål om pas eller flytning kan få god hjælp ved at blive stillet direkte videre til Den Digitale Hotline. Vi er med i hotlinen sammen med 29 andre kommuner. Her sidder dygtige medarbejdere klar til svare på spørgsmål og hjælpe med selvbetjening – også uden for kommunens åbningstider, fortæller Henrik René Christensen, som er chef for Job og Borgerservice i Morsø Kommune.

Tværkommunal bemanding
Den Digitale Hotline bemandes med medarbejdere fra de i alt 30 kommuner. En borger fra Mors kan derfor få kontakt med en medarbejder fra Skanderborg. Det vil borgeren dog ikke mærke noget til, da alle medarbejderne i hotlinen er uddannede i at vejlede på tværs af kommunernes grænser og selvbetjeningsløsninger.

Den Digitale Hotline bevarer derfor arbejdspladser lokalt samtidig med, at den enkelte kommune kan tilbyde borgerne hjælp udenfor den normale åbningstid. I Morsø Kommune er tre medarbejdere fra Borgerservice med til at bemande Den Digitale Hotline.

– I kommunen modtager vi også en del henvendelser på telefonen, hvor SKAT eller Udbetaling Danmark er den rette myndighed. Med de nye valgmuligheder på hovednummeret håber vi, at borgerne lettere og hurtigere kommer igennem til ’den rigtige indgang’ og hjælp. Selvom vi har lavet disse nye valgmuligheder på hovednummeret, er der som altid muligt at komme til at tale med en af vores medarbejdere, fortæller Henrik René Christensen, som er chef for Job og Borgerservice i Morsø Kommune.

Det offentlige tilbyder en bred vifte af digitale muligheder, og mange borgere har brug for lidt hjælp, når de forsøger sig med digital selvbetjening eller Digital Post. Den hjælp kan de få hos Den Digitale Hotline – også uden for kommunens normale åbningstid. Den Digitale Hotline er åben mandag-torsdag kl. 8-20, fredag kl. 8-16 og søndag kl. 16-20.

Foto : Morsø Kommune

Forfatter

Related posts

Top