Langt flere har søgt ind på en videregående uddannelse i år

Igår var der frist for at søge ind på en videregående uddannelse. Bunken af ansøgere til studiepladserne i 2020 er en del større end de foregående år – på trods af at ungdomsårgangene falder.

I alt har 94.604 nemlig søgt ind på en videregående uddannelse. Det er 7 % flere end i 2019, hvor i alt 88.754 søgte ind.

Det er ikke overraskende, at ansøgertallet næsten når op på rekordåret i 2016, siger Mathias Tolstrup Wester, der er seniorkonsulent ved Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), som følger optaget på de videregående uddannelser nøje.

– Covid-19 og den økonomiske krise betyder, at folk ser sig om efter andre muligheder for at etablere sig sikkert på arbejdsmarkedet. Mange jobs er eller vil falde fra, og derfor er flere interesserede i at uddanne sig ind i nye erhverv. Det samme så vi efter finanskrisen, siger Mathias Tolstrup Wester.

Det er typisk de i forvejen populære lange videregående uddannelser, der oplever den største fremgang. 16 % flere unge vil gerne ind at læse medicin, 21 % flere vil gerne læse psykologi, statskundskab er gået frem med 15 %, og jura med 14 %.

Der har til gengæld været et fald på 1 % i, hvor mange der ønsker at læse til pædagog. Dermed fortsætter den tendens, vi har set de seneste 6 år om, at færre ønsker at arbejde på det pædagogiske felt.

Forfatter

Related posts

Top