Langsom kørsel gør trafikken farlig: Du får ikke en bøde for at køre det du må

Det koster ikke en bøde, at køre det man må. Sådan lyder budskabet fra Politiet, men desværre kan vi i 2019 stadig konstatere, at det skaber farlige situationer i trafikken at køre for langsomt.

Faktisk har to ud af tre danskere oplevet farlige situationer på vejene, fordi en anden bil kørte langsommere end fartgrænsen. Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring.

– Det er opsigtsvækkende, at så mange har oplevet farlige situationer med bilister, der kører langsomt. Det viser bare, hvor vigtigt det er, at vi alle følger de samme regler i trafikken. For det er ofte overraskende eller uforudsigelig adfærd, der skaber faren, siger Henrik Sagild, skadedirektør i Gjensidige Forsikring.

Farligt at bremse ved politiets fartkontrol
Det er fx ved hasarderede overhalinger af langsomme køretøjer og ved bratte opbremsninger pga politiets fotovogne, at de farlige situationer kan opstå.

– Hvis man flytter foden til bremsen af frygt for at få en fartbøde ved politiets fartkontrol, så kommer man hurtigt til at udgøre en større fare på vejene, end hvis man bare kører den fart, man må. Og ved overhaling af langsommere biler skal man altid orientere sig godt, så man ikke ender med at være skyld i voldsomme uheld på grund af sin egen utålmodighed, siger Henrik Sagild.

Alle typer fart er farlig
Undersøgelsen viser desuden, at 11 % mener, at bilister, der kører langsommere end fartgrænserne, er farligere i trafikken end dem, der kører for hurtigt, og 44 % mener, at lav fart er ligeså farlig som høj fart.

– Undersøgelsens resultater viser meget tydeligt, at mange danskere oplever problemer med langsomme bilister og køretøjer. Trafikken er et fællesskab, og vi skal kunne stole på hinanden, når vi begiver os ud i den. Ligegyldigt om det er som fodgængere, cyklister eller bilister, så skal vi vise hensyn til hinanden, siger Henrik Sagild.

Forfatter

Related posts

Top