Landmændene står foran flot kornhøst

Afgrøderne på danske kornmarker står rigtig godt i øjeblikket, lyder vurderingen fra NaturErhvervstyrelsen.

– Vintersæden står rigtig godt i år. Den er to-tre uger foran normalen, forklarer agronom Søren Thorndal Jørgensen i NaturErhvervstyrelsens Center for Jordbrug.

Dermed tegner det i øjeblikket til, at årets kornhøst bliver bedre end de 9,1 mio. ton korn, som danske landmænd høstede sidste år.

Den milde start betyder, at planterne har en længere vækstsæson og derfor bliver mere robuste, forklarer han.

– Man kan kunne tro, at jo længere vækstsæson planterne har, jo længere tid har de til at få sygdomme. Men faktisk er de bare mere robuste til at klare strabadserne, siger Søren Thorndal Jørgensen.

Hos landbrugsrådgivningsselskabet LMO i Søften i Østjylland melder planteavlsleder Ole Møller Hansen også om et fint høst-potentiale på markerne.

– Sidste år var mange marker hårdt skadede efter vinteren. Sådan er det slet ikke i år, siger han.

Kan klare tørke
Fra NaturErhvervstyrelsen vurderer Søren Thorndal Jørgensen, at de danske afgrøder kan klare en del modgang i form af varme dage og decideret tørke, før høsten indledes i juli.

– Rodnettet er nu så veletableret efter en mild vinter, at der skal rigtig meget modstand og dårligt vejr til, for at det ikke bliver en god høst, siger han.

Han tør dog ikke slå fast, at danske landmænd er på vej mod en rekordhøst. Den hidtidige bedste kornhøst opnåede danske landmænd i 2009 med 10,2 mio. ton, opnået efter en mild vinter og et varmt forår.

– Det er trods alt vanskeligt at spå om så tidligt, og resultatet kendes først, når mejetærskerne begynder at rulle ud i kornmarkerne, siger han.

Forfatter

Related posts

Top