LandboThy: Fra fagligt årsmøde til kongres

Traditionen tro afholder LandboThy det faglige årsmøde i starten af februar – i år tirsdag den 6. februar kl. 9.30. Konceptet er dog i år anderledes. Der vil fortsat være orientering om og valg til de forskellige faggrene (Planter & Miljø, Økonomi & Jura, Kvæg og Svin), men:

– Som noget nyt, har vi valgt at dele årsmødet op med det formelle først, hvorefter det er muligt at melde sig på 3 ud af 12 sessioner, der spænder lige fra maskinøkonomi til fødevaretrends, fortæller LandboThys afdelingschef for Planter & Miljø, Michael Riis.

På sessionerne vil man kunne opleve et bredt og spændende hold af forskellige oplægsholdere både fra LandboThy og udefra, bl.a. deltager Poul Bank Pettersson, Head of MembershipRelations Denmark, Arla Foods, maskinrådgiver Karl Jørgen Nielsen fra KJN Maskinrådgivning mfl.

– Vi har i år gjort det muligt for vores deltagere både at få den fælles orientering, de sætter pris på, og samtidig chancen for at gå i dybden med mere specifikke emner, som er inden for deres interesseområder. Vi forventer en dag fyldt med nyttig viden og relevante indspark og håber selvfølgelig at se rigtig mange landmænd på dagen, fortsætter Michael Riis.

Medarbejdere i landbruget
Et af de emner, der fylder en del hos mange landmænd pt. er fastholdelse af dygtige medarbejdere på bedrifterne.

Ifølge LandboThys Afdelingschef for Strategi & Virksomhedsledelse, Morten Spanggaard, efterspørger flere og flere landmænd derfor redskaber og kompetenceudvikling indenfor ledelse og strategi.

– Derfor fokuserer flere af indlæggene på kongressen netop også på ledelse og konkrete ledelsesværktøjer, som kan benyttes i det virkelige liv, så man dermed forbedrer muligheden for fastholdelse af de dygtige og rette medarbejdere, siger han og fortsætter:

– Vi har lavet et program med 12 skarpe og spændende oplæg, så der er noget for enhver smag. Udover sessionerne – vil vi naturligvis, som vanligt, have generelle faglige nyheder og ikke mindst dugfriske regnskabstal for 2017 med på de forskellige driftsgrene”.

LandboThy Kongres 2018 afholdes tirsdag den 6. februar kl. 9.30-15.00, og yderligere information om programmet og tilmelding kan læses på landbothy.dk

Arkivfoto: Landbo Thy

Forfatter

Related posts

Top