Læserbrev: Vælgerne holdt for nar

Af Casper Søe-Larsen, Liberal Alliance i Thisted Kommune

Vælgernes ønske var klart; borgerligt flertal i Thisted Kommune. Med 15 ud af 27 mandater.

Et ønske som Venstre ganske enkelt så bort fra. Uden så meget som én gang på valgaftenen, at samle de 15 borgerlige mandater om samme bord valgte Venstre og Niels Jørgen Pedersen at eksekvere en nøje tilrettelagt konstituering med Socialdemokratiet. Dermed passerede muligheden for en borgerlig drevet kommune. Til gengæld kan vælgerne se frem til en Socialdemokratisk borgmester.

Igennem flere år er der også fra hovedpersonerne bag den nye, smalle og skrøbelige konstituering, Ulla Vestergaard (Socialdemokratiet) og Niels Jørgen Pedersen (Venstre) blevet råbt ’vagt i gevær’ over smalle konstitueringer og under en hel valgkamp er der blevet prædiket, at det vigtigste for det nye byråd var et bredt samarbejde.

Socialdemokratiet og Venstre har på fornem vis statueret et eksempel på det at sige ét og gøre noget andet. Et eksempel jeg kan garantere at Liberal Alliance ikke følger de næste fire år i kommunalbestyrelsen – heller ikke selvom vi tilbydes fine (skatteborger betalte) titler.

Nu lyder det måske som om, at jeg ’piver’, men det er heldigvis ikke tilfældet. Som nyt byrådsmedlem der ikke har været en del af personintriger, skandalesager eller interne slåskampe i partierne kan jeg blot konstatere: der er i særdeleshed behov for nye kræfter i Thisted Kommune. Politikere som ønsker, at føre politik til fordel for borgeren og ikke til fordel for fine titler og poster. Politikere som er villige til at sætte handling bag ord efter valgkamp. Politikere som ikke giver køb på politisk ideologi. Jeg ser frem til en byrådsperiode hvor liberale værdier og samarbejde skal i højsædet. Det har vælgere fortjent. Jeg ser frem til fire år, hvor borgeren skal i fokus og helst i samarbejde med alle partier på trods af en håbløs start.

Slutteligt skal jeg ønske al muligt held og lykke til Venstre og Socialdemokratiet med deres parløb de næste fire år. Vi er mange der venter spændt.

Forfatter

Related posts

Top