LÆSERBREV : Syge har også ret til et godt liv

Af Lars Christensen

Kandidat for De Konservative til Kommunalbestyrelsen i Thisted

Der er flere og flere af os danskere, som desværre bliver syge – også så syge, at det påvirker vores arbejdsliv og familieliv.
Det er desværre blevet sådan, at det er tabu at snakke om det. Og det er blevet en folkestemning, at de syge bare nasser på samfundet. Det passer IKKE. Og det kan ske for os alle. Den ene dag er vi friske, og den næste dag gør det ondt i livet. Det kan være en ulykke, fysisk sygdom eller dit sind, der pludselig giver problemer. Det er dér, vi alle skal være klar til at hjælpe –  som mennesker, men også som samfund og kommune.
Der er mange måder at hjælpe på, men der er også mange måder at gøre det modsatte på.
På det private plan, er det vigtigt, at vi er klar til at lytte og måske give en kop kaffe eller et smil og et knus. Som politiker er det vigtigt, at vi hører på de syge og deres behov, så vi kan hjælpe dem videre på en positiv måde og ikke skubber dem længere ud. Det er også vigtigt, at vores jobcentre holder fokus på de rigtige “kunder i butikken” og bruger deres energi de rigtige steder.
Man bliver ikke mere rask af at blive jagtet og føle sig jagtet. NEJ, vi skal hjælpe og give en hånd eller låne et øre og måske engang imellem give et lille skub i den rigtig retning. Det kræver et godt helbred at være syg, siger man, og det er rigtigt!
Jeg tror, vi kan gøre det bedre. Men det betyder også, at vi bliver nødt til at give medarbejderne på jobcentrene bedre mulighed for at gøre deres arbejde. At vi ikke styrer dem med excel ark og mål hele tiden. Vi skal også give plads til mennesket, og det gør, at vi ikke altid kan finde en kasse at putte folk ind i. Så må vi finde en vej udenom og kigge på løsningsmodeller i stedet for.
Jeg tror, at langt de fleste gerne vil være en del af samfundet og være med til at løfte byrden. Så lad os hjælpe med at finde en vej igennem og ikke prøve at sætte hindringer op for dem.
Forfatter

Related posts

Top