LÆSERBREV : partihoppere er et demokratisk problem

Af Inger Isaksen
Fårupparken 29
Nykøbing Mors

 

Et demokratisk problem – partihopperi.

Jens Dahlgaard har en ugentlig ”klumme” på sin facebookside, hvor han fortæller om, hvad han vil arbejde for som socialdemokratisk kommunalpolitiker.

Søndag d. 30/9 rejste han en problematik omkring de tilforordnede på valgstederne. At man kunne løbe ind i en eller flere kandidater ved valgbordene og derved -måske – blive påvirket i sin stemmeafgivelse. Det syntes han var et demokratisk problem.

Jeg har selv siddet som valgtilforordnet i Karby en del gange sammen med både opstillede kandidater og almindelige partimedlemmer, som jeg. Reglerne omkring, hvordan man gebærder sig som valgtilforordnet er meget strikse, og selv om man også hygger sig med hinanden, er man også helt på det rene med, at ingen overtræder reglerne.

Så jeg ser det slet ikke som et stort demokratisk problem.

Men hvis man ser på demokratiske problemer, som også har været livlig debatteret i landspressen den seneste tid, så er det ”partihopperi”. Repræsenterer man sig selv, eller repræsenterer man det parti, man er valgt for? Dvs. bør man være moralsk forpligtet til overlade sit mandat til en suppleant, hvis man skifter parti midt i en valgperiode?

Vi har i Morsø kommune stort set været forskånet for dette moralske dilemma. Dog var der to i den foregående periode: Tore Müller og Michael Dahlgaard. Som det beskrives i lederen i Morsø Folkeblad d.5. oktober:

”Deres folkesocialistiske fundament var dog ikke stærkere end da SF begyndte sin nationale nedtur sprang de ud af de røde klæder og dannede deres eget parti Demokratisk Balance.”

Og de fik et forrygende valg. DB fik 4 mandater og specielt MD fik et særdeles godt personligt valg. Men ikke godt nok til at kunne erobre borgmesterposten. Efter ca. 1½ år blev han skoleleder ved MCHolmskolen og valgte derfor at neddrosle sit politiske engagement markant, og ved udgangen af denne valgperiode træder han helt ud af politik.

Indvalgt for DB blev bl.a. Jens Dahlgaard og samtidig med at MD neddroslede det politiske arbejde, skiftede Jens parti og satte sig over til socialdemokraterne.

Ofte er partiskifte forbundet med store personlige uoverensstemmelse i f.eks. en byrådsgruppe (man behøver bare at se til Thisted) eller politiske uenigheder (Jens Rohde, der forlod Venstre primært på grund af den førte udlændingepolitik) Men sådan var det ikke her. Det foregik helt stille og roligt.

Jeg har derfor spurgt Jens om grunden til at han foretog et så alvorligt skridt som at skifte parti midt i en valgperiode. Og blev meget overrasket over svaret. For det handlede slet ikke om hverken politiske eller personlige uoverensstemmelser med resten af DB`s gruppe. Jens svarede:

”Jeg valgte at støtte op om min bror, Michael, da han ville lave Demokratisk Balance. Han ville være blevet en fantastisk borgmester på Mors. Ingen tvivl om det. Det var det, jeg kæmpede for. Da Michael besluttede at stoppe i politik var sagen klar for mig. Jeg skulle hjem til mit parti.”

For mig var der to overraskende elementer:

Michael stoppede jo ikke. Han fortsatte sit politiske virke og er så vidt mig bekendt stadig et loyalt medlem af DB.

Det andet element:

Hvorfor vente så længe? Allerede på valgaftenen stod det klart, at MD ikke ville blive borgmester, men at DB pegede på en Venstreborgmester. Det kan derfor undre meget, hvorfor Jens ikke foretog det ”hop” allerede dengang. Det må have været svært for ham som ægte socialdemokrat at anbefale en Venstreborgmester.

Jeg er selv meget solidarisk med min familie, det er såmænd et meget sympatisk træk hos Jens.

Men det er problematisk, demokratisk set, hvis man stiller op og lader sig vælge for et parti, som man reelt ikke repræsenterer. Jeg synes, det er at holde vælgerne for nar. For selvfølgelig vælger man personer, men de repræsenterer altså partier med et partiprogram, lokalt eller nationalt. Jeg mener faktisk, at man som partihopper må tage konsekvensen af sit fravalg og træde ud. Det gælder landspolitisk men også kommunalpolitisk, hvor tendensen med partihopperi er allermest udtalt.

Ovennævnte ser jeg som et meget større problem, end hvem der sidder som valgtilforordnede.

Forfatter

Related posts

Top