Læserbrev: Opfordring til Morsø Erhvervsråd

Læserbrev af
Lauge Larsen (S), medlem af Regionsrådet for Nordjylland

Jeg vil opfordre Morsø Erhvervsråd til at lave en debataften, hvor man inviterer en eller flere af Danmarks utroligt dygtige naturvidenskabelige forskere til Mors.

Ofte lever disse forskere et forholdsvis anonymt liv, hvor det mere er direktører og marketingsfolk, der får den offentlige opmærksomhed. Det er dybt uretfærdigt, fordi virksomhederne ofte kun overlever på grund af disse naturvidenskabelige forskere. Tænk bare på Novo Nordisk, der i sidste uge af de amerikanske myndigheder fik godkendt en ny pille til diabetes 2 patienter. En pille der bare på det amerikanske marked har et potentiale på 250 mia kr. de næste 5 år. Et helt ufatteligt stort beløb. Et udviklingsprojekt der har været ledet af Novos forskningschef Mads Krogsgaard Thomsen.

Ofte er det de unge smarte, såkaldte “iværksættere”, der får opmærksomheden. Det bygger vel på en form for snobberi for de kendte, for ofte har disse “iværksættere” kun skabt varm luft og penge til sig selv ved at handle med virksomheden. Forleden have vi besøg af en af disse “iværksættere” på Mors.

Lad os få en debataften, hvor vi kan diskutere, hvorledes vi på Mors får mere samarbejde mellem naturvidenskab, teknik, finansiering og virksomhedsledelse.
Det er der virkelig nogle udviklingsmuligheder i. Og reelle arbejdspladser.

Foto: Region Nordjylland

Forfatter

Related posts

Top