Læserbrev om Strandgården: Astmans reservedelslager for arbejdspladser

Læserbrev af Bo Fink,
Enhedslisten, Mors 

I øjeblikket har regionen 120 fuldtidsstillinger på Mors. Hvis Ulla Astman får sin vilje, er dette tal reduceret til 100 inden nytår. Med 100 tilbageblevne arbejdspladser, er der stadig lidt at tage af til projekter østpå, inden regionen helt er flaget ud af vores kommune. Morsø kommune er et bekvemt reservedelslager for arbejdspladser for en politisk ledelse, der ikke ser ud til at interessere sig for udviklingen vest for Bygholm Vejle.

Gennem statsskatten betaler alle regionens borgere ligeligt til regionens godt 12000 ansatte. Morsø kommunes finansierer på den måde ca. 400 arbejdspladser. Langt de fleste af disse ansatte har arbejdsplads i Aalborg, dvs. på adresser, som ligger uden for Morsingboernes geografiske rækkevidde i forhold til pendling. En vis geografisk skævhed er uundgåelig, og det må vi acceptere. Men nogle jobs er ikke stedbundne til Aalborg, og disse må fordeles mere ligeligt, ellers hænger vores samfund ikke sammen. På Mors betyder det en alvorlig forringelse af vores arbejdsmarked.

Det mest horrible i denne sag er, at mulighederne for at opretholde Strandgården som arbejdsplads er slet ikke blevet undersøgt. Regionsforvaltningen har enøjet fokuseret på de fordele, som den ser ved at samle alle aktiviteter i Hobro, og den har end ikke gjort sig en eneste lille bitte anstrengelse for at dokumentere sine antagelser. Hele sagsfremstillingen hviler på påstande. Skriftlig dokumentation findes ikke.

Hvis regionsrådet på tirsdag vælger at nedlægge Strandgården, sker det på et uoplyst grundlag.

Forfatter

Related posts

Top