Læserbrev: NOK er NOK!

Læserbrev skrevet af fire medlemmer af Enhedslisten Thy-Mors:
Maja Smed Andersen, lærer, Thisted kommune
Kristian N. Jensen, lektor VUC Thy-Mors
Michael Riber Jørgensen, Skolebestyrelsesformand og forælder til børn på Rolighedsskolen
Berit Raldin, underviser, Thisted Handelsgymnasium

Ingen ønsker det besvær en storkonflikt blandt landets offentlige ansatte medfører. Men det bliver nok den eneste udvej, når topforhandlerne Sophie Løhde (Moderniseringsstyrelsen) og Michael Ziegler (Kommunernes Landsforening) pure afviser alle offentlige ansattes krav. Når man hører deres skråsikre lockout-varsel, virker det desværre ikke sandsynligt at forligskvinden kan nå at redde situationen.

Vi er nødt til at tage det stærkeste våben i brug nu – strejken. I 2013 blev lærerne tromlet ned og det har siden vist sig, at forløbet var styret af politikerne i kulissen og planlagt på forhånd som en del af Folkeskolereformen og spareplaner. Forhandlingerne i år ligner en gentagelse. Blot skal det gå ud over 750.000 offentligt ansatte. Vi har begrundet mistanke om aftalt spil. Staten og kommunerne som arbejdsgiver vil sætte den danske model ud af spil og nægter at tage deres ansatte seriøst. Derfor er det nu det gælder. På tværs af alle faggrupper står vi sammen.

Sosu’er, lærere, sygeplejersker, servicemedarbejdere, akademikere og pædagoger m.fl. Sammen er vi stærkest, når vi går ud og siger ”nok er nok”

Vi har fået nok af at høre os offentligt ansatte omtalt som en uønsket udgift og en uproduktiv byrde for samfundet! Det arbejde vi udfører, er uundværligt for et velfungerende, moderne samfund. Den private sektor har brug for os for at tjene de penge, som det påstås den er ene om at tjene. Stat og kommune stiller infrastruktur, syge-og ældrepleje, børnepasning og uddannelse af fremtidens borgere til rådighed så vi alle kan yde det, vi hver især er bedst til fællesskabet.

Vi har fået nok af besparelser og mangel på hænder. Vore krav om at følge den generelle lønudvikling er rimelige. Alle ansatte har krav på en arbejdstidsaftale – også lærerne. Betalt spisepause er rimeligt, vi står til rådighed i pauserne, når vi arbejder med mennesker.

Når den regering Sophie Løhde er en del af, mente at der var råd til skattelettelser på 23 milliarder i sommeren 2017, så er der råd til at imødekomme vores krav.

Foto : Steen Brogaard

 

Forfatter

Related posts

Top