Læserbrev: Mors – en grøn ø

Læserbrev af
Karin Villadsen, KV21-kandidat for Socialdemokratiet på Mors. 

Hvor var det godt, at borgmester Hans Ejner Bertelsen i sidste øjeblik fandt ud af, at han havde forsømt at tilmelde Morsø Kommune til den landsdækkende konkurrence om at blive Danmarks vildeste kommune – for selvfølgelig skal Morsø Kommune også være med i bestræbelserne for et vildere Danmark med større biodiversitet. Og det skal ikke bare være noget, som nogle medarbejdere går og gør lidt af sig selv i det små – det skal være en bevidst prioritering i forhold til, hvilke områder kommunen selv byder ind med at gøre “vildere”, og hvor alle derfor også ved, at det er noget vi “får”, i stedet for at det (måske) for nogle ser ud som om, at det er noget, der ikke bliver “holdt pænt”. Der er mange kommunale ”grønne plæner”, som med fordel kan blive ”vildere” – enten helt eller på dele af områderne.

Det vil i samme omgang være oplagt at kigge på, hvordan vi kan bibeholde Ørodde som et grønt – og måske på nogle arealer – “vildere” område, til gavn for såvel biodiversitet, fugle- og dyreliv som for alle de mennesker, som både til hverdag og i weekender og ferier benytter sig af vores bynære grønne “åndehul”. I disse corona-tider er det måske endda blevet endnu mere vigtigt med disse områder, hvor vi kan komme ud at gå eller løbe en tur, få frisk luft og samle ny energi til de for mange menneskers vedkommende mange timer foran en skærm. Der er også mulighed for at sætte sig på en bænk med en medbragt kaffekurv sammen med nogle få andre – for at opretholde de sociale relationer, der kan lade sig gøre fysisk “i virkeligheden”.

De store grønne arealer på Ørodde giver også mulighed for andre friluftsaktiviteter – både de spontane, hvor man mødes en lille flok til en fodboldkamp og de mere planlagte og organiserede – måske kunne der laves nye aktiviteter på baggrund af erfaringer fra coronatiden, fx. friluftsfitness eller andre udendørs aktiviteter.

Der kunne også arrangeres fx. mindre friluftskoncerter eller måske friluftsgudstjenester – kommunen investerer nu i en mobil scene, som skal bruges til koncerterne i gågaden, men den kan formentlig også flyttes ud i et grønt område på Ørodde, hvis man laver et arrangement der.

Der er mange anledninger i løbet af året, hvor det vil give god mening at benytte sig af det flotte område, fx. 1.maj, Grundlovsdag, Skaldyrsfestival, Kulturmøde mm – så det udover at være et grønt “hverdags-rekreativt” område, også bliver et kulturelt, grønt område.

Når der skal lægges planer og træffes beslutninger omkring Ørodde, så bør man også indtænke handicap-tilgængelighed. Hvordan kan vi bedst muligt sikre, at alle uanset fysiske udfordringer kan få gavn og glæde af vores grønne perle? Kan vi lave flere handicap-venlige stier både langs vandet og inde i skovområdet samt i forhold til “de vilde områder” og de større grønne plæner, som evt.skal bruges til friluftsarrangementer? Kan vi lave mulighed for lift ved såvel badebro som bådebro?

Hvis vi vil bevare Mors som en grøn ø – så skal vi aktivt gøre endnu mere for at passe på de grønne områder vi allerede har – samt prioritere at gøre endnu flere områder “vildere”.

Forfatter

Related posts

Top