LÆSERBREV : Indsats er igangsat for ”Det gale vejkryds” og A26/E34

Af Henrik Jensen
Medlem af Morsø kommunalbestyrelse for Venstre på Mors

Indsats er igangsat for ”Det gale vejkryds” og A26/E34

Opfølgning på Rasmus Rosenkrantz’(S) læserbrev her i Morsø Folkeblad fredag den 13. oktober med overskriften ’Det gale vejkryds’.

Rasmus udtrykker i sit læserbrev bekymring omkring trafiksikkerheden i Øster Jølby krydset og ønsker etableret en rundkørsel som løsning.

Jeg deler til fulde Rasmus’ bekymring omkring krydset og har netop på baggrund heraf, og øvrige forhold på A26 strækningen fra Øster Jølby til Vilsundbroen, afholdt møde med Vejdirektoratet, haft besøg af Trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen(V), været i skriftlig dialog med Transport-, Bygnings- og Boligminister Ole Birk Olesen(LA), og senest den 28. september haft foretræde for Transportudvalget på Christiansborg.

Som opfølgning på foretrædet hos Transportudvalget på Christiansborg, blev Transport-, Bygnings- og Boligminister Ole Birk Olesen af Transportudvalget bedt om en udtalelse.

Udtalelsen modtog jeg fra ministeren fredag den 13. oktober, hvor han afslutningsvis skriver, at han har en forventning om, at en dialog mellem Morsø Kommune og Vejdirektoratet kan bidrage til, at der findes en løsning på nogle af de trafikale udfordringer på A26 strækningen fra Øster Jølby til Vilsundbroen.

En i øvrigt positiv og konstruktiv tilkendegivelse fra ministeren, som nu giver os et håb om, at der vil blive kigget på forholdene.

Jeg er dog på baggrund af det tidligere møde med Vejdirektoratet nødt til at gøre opmærksom på, at hvis der ønskes udført større anlægsopgaver, såsom rundkørsler, hankeanlæg osv. skal der fra Transportudvalget afsættes penge til dette. Vejdirektoratet har ikke midler til at kunne løfte opgaver af en sådan størrelse, uden der følger penge med til opgaven.

Opgaven for os lokalpolitikere er derfor nu, at få optaget en god og positiv dialog med Transportudvalgets medlemmer, så de kan hjælpe os med at få afsat de nødvendige midler til Vejdirektoratets arbejde, med blandt andet at løse de sikkerhedsmæssige udfordringer på A26, men også på sigt at få opgraderet A26/E34 til en 2+1 vej fra Herning til Hanstholm.

Af samme grund vil jeg derfor opfordre Rasmus Rosenkrantz til at gå i dialog med Socialdemokraten Rasmus Prehn, der sidder i Transportudvalget – det kan kun gavne sagen, hvis både Socialdemokratiet og Venstre støtter op om opgaven.

Forfatter

Related posts

Top