LÆSERBREV : Hvem var det, der vandt i dag?

Af Hanne Haldrup (V)
Kandidat til kommunalbestyrelsen på Mors

Hvem var det, der vandt i dag?

Vi har et liga-hold, Mors-Thy, som vi er stolte af og som er med til at brande Mors.

Vi elsker at vinde, men sejre – store som små – kommer ikke af sig selv. Der skal arbejdes målrettet og vedholdende for at nå dem. Det ved alle!

Vi, Morsø Kommune, vil også gerne i ”ligaen”, men hvordan kommer vi det?

Det spørgsmål findes der ikke et entydigt svar på!

Fokus – i dette indlæg – vil handle om sporten og foreningslivet som ét af midlerne til at øge bosætningen.

Det at bo i en kommune, hvor der er gode sportsfaciliteter og støtte til sport, er med til at give kvalitet for børn, børnefamilier, unge, voksne og seniorer. Kvalitet hænger sammen med bosætning og trivsel.

Derfor skal vi arbejde på, at sportsfaciliteterne er gode og tidssvarende på Mors.

Lige nu, oktober 2017:

· Multiparken er i gang med etablering af 3 fodboldbaner og omklædningsfaciliteter ved Arenaen og mere kommer til

· Midtmors Sports- og Fritidscenter udbygger med lokale til dans/ fitness/yoga; nye køkkenfaciliteter; lokale til eSport mv.

Begge anlæg er under etablering på baggrund af visionære ildsjæle, lokal opbakning og støtte fra kommunen.

I mit perspektiv er der flere fokuspunkter:

– Sportscollege skal udvikles, så flere sportsgrene kommer ind med målet at skabe et endnu bedre tilbud og med målet at flere unge flytter til Mors og tager deres ungdomsuddannelse her

– Gymnastikfaciliteterne i Nykøbing skal højnes. Der er brug for en hal/stor gymnastiksal – uden harpiks – men med springgrave, springudstyr og spejle

– Initiativerne i arbejdsgruppen for Søsportscentret skal sættes i gang

Som kommune skal vi støtte op om foreningslivet, og vi skal bakke op om de utallige frivillige ildsjæle og ansatte, der arbejder med vilje og gejst i fritids- og arbejdslivet som trænere og instruktører. Små/større/store børn, unge, voksne og seniorer får sig rørt, får sunde interesser, mærker fællesskabet og får styrket selvtilliden igennem sport. Det er værdifuldt!

Som kandidat for Venstre vil jeg arbejde for, at sporten på såvel bredde- som eliteplan får optimale betingelser på Mors. Det kan være med til at brande Mors, som et godt sted at bo og leve; dét kan være med til at tiltrække nye familier og få dem til at blive på Mors.

Kom så Mors, så skal vi sejre…..

Forfatter

Related posts

Top