Læserbrev: Fornuftigt at bevare Skive-helikopteren

Læserbrev af Erik Høgh-Sørensen
Medlem af Region Nordjylland, DF

Socialdemokratiet og Venstre stemte imod akuthelikoptere i Skive og Sindal.

Det er logik og fornuft at bevare akuthelikopteren i Skive, hvorfra den skaber tryghed i Vestjylland, Thy, Mors, Vesthimmerland og Jammerbugt. Derfor er det også logik at placere den nye regionshelikopter i Sindal for at skabe tryghed i det nordligste Vendsyssel, som hidtil har været en sort plet, hvad angår akuthjælp.

Som en ekstra fordel vil placeringerne i Skive og Sindal spare skatteyderne for op til 30 millioner kroner i byggeomkostninger, fordi Sindal Lufthavn allerede nu er næsten klar til indflytning.

Disse kendsgerninger flugter meget godt med det, som Lauge Larsen, min gode socialdemokratiske regionsrådskollega, skrev i Limfjord Update 11. juni.

Argumentet for Skive og Sindal blev fint formuleret: “Det er ikke sognepolitik, men det er politik, der vil skabe et Danmark i meget bedre balance”.

Desværre berettede Lauge Larsen ikke om følgende:

Den 29. maj skulle regionsrådet i Nordjylland netop stemme om at bevare helikopteren i Skive og placere den nye helikopter i Sindal. Det var et forslag, som Dansk Folkeparti stillede allerede i februar i regionens forretningsudvalg. Håbet var enighed på tværs af partierne. Historien har vist, at vores ganske logiske forslag 29. maj desværre kun fik tilslutning fra Enhedslisten og Thomas Hav (UP).

Den 29. maj stemte samtlige tilstedeværende medlemmer af Socialdemokratiet, Venstre, Radikale og Socialistisk Folkeparti imod. De har siden fået støtte fra skatteminister Karsten Lauritzen (V). Ministerens mål er at begave tre lokale V-borgmestre i Assens, Herning og Jammerbugt med nye helikopterlandingspladser, selvom disse placeringer ikke gavner den samlede akutsikkerhed i Region Nordjylland. Måske snarere tværtimod.

I Frederikshavn og Hjørring tør de socialdemokratiske borgmestre Arne Boelt og Birgit Hansen ikke tale imod regionsrådsformand Ulla Astman (S) ved at argumentere for et bedre tryghed i de to nordligste kommuner via en placering i Sindal.

Både Venstre og Socialdemokratiet fremstår altså som ekstremt topstyrede partier, hvilket ellers er det prædikat, DF ofte udstyres med.

I den sammenhæng er Lauge Larsen en prisværdig åben, fornuftig og afbalanceret politiker. Dette ændrer bare ikke ved, at han 29. maj var med til at stemme nej til det oprindelige forslag fra DF om at bevare helikopteren i Skive og placere den nye i Sindal.

Forhåbentlig retter Folketinget op på regionsrådsflertallets fejl.

Sker det, kan borgere i Vestjylland, omkring Limfjorden og i det nordlige Vendsyssel omsider alle få tryggere rammer, når de værste ulykker sker.

“Rettidig omhu” kaldte man det på mit gamle arbejde i Mærsk.

Forfatter

Related posts

Top