Læserbrev: Erhvervsbarometeret stiger på Mors

Læserbrev af 
Per Søndergaard, Direktør for Morsø Erhvervsråd

2018 blev et år præget af generel fremgang for erhvervslivet på Mors med nye investeringer og positive forventninger til fremtiden. Det store spørgsmål i 2019 bliver, hvor mange private arbejdspladser, der kommer til – og om virksomhedernes adgang til kvalificeret arbejdskraft fortsat kan følge med ordrebogen.

2018 blev året, hvor Morsø Kommune fra baghjul rykkede op i førerfeltet i både Dansk Industris og Dansk Byggeris årlige erhvervsklimaundersøgelser. Undersøgelserne har stor bevågenhed, og de gode placeringer smitter positivt af på vores omdømme.

Morsø Erhvervsråd har også oplevet fremgang. Endnu flere medlemmer og aktiviteter er kommet til. Og så er Morsø Kommune endnu en gang gået i front med bred politisk og solid økonomisk opbakning til Erhvervsrådet i de næste 4 år. Politiske signaler i den vægtklasse hilses velkomment i erhvervslivet, som også glædes over en åben og konstruktiv dialog.

Det vil Morsø Erhvervsråd gerne kvittere for. Tak for samarbejdet med erhvervslivet, Morsø Kommune samt lokalt valgte medlemmer af Folketinget.

Konstruktivt samarbejde vil også blive nødvendigt i 2019, som vil byde på markante forandringer og nye tider.

Allerede den 1. januar træder ny Lov om Erhvervsfremme i kraft med erhvervslivets ønsker og behov og kommunerne i centrum. Loven gør Nykøbing Mors til et af landets 12 erhvervsknudepunkter i det danske erhvervsfremmesystem, og vi bliver dermed sidestillet med kommuner som Herning, Horsens og Hillerød. Det udløser nye statslige arbejdspladser på Mors, som realiseres først i det nye år.

Sideløbende venter et Folketingsvalg, og måske lancerer regeringen en ny investeringsplan for den trafikale infrastruktur frem mod 2030.

Også af den grund fortsætter det tætte samarbejde mellem kommuner og erhvervsråd i Thisted, Skive, Herning og Morsø for at udvide A26/34 fra Hanstholm til Herning.

Udvidelsen af A26/34 har i mange år stået øverst på virksomhedernes ønskeliste. Morsø Erhvervsråd er desuden sekretariat for den tværkommunale indsats.

Først i det nye år gennemføres en ny erhvervsklimaundersøgelse. I lighed med undersøgelsen i 2016 inviteres alle virksomheder på Mors til at deltage.

Vi ser frem til at erfare virksomhedernes syn på det nuværende erhvervsklima og fremtiden. Morsø Erhvervsråd lægger vægt på at fremskaffe opdateret og faktabaseret viden og dokumentation som afsæt for politiske anbefalinger og bidrag til den fremtidige erhvervspolitik i Morsø Kommune.

Vi præsenterer analysens resultater på Morsø Erhvervsråds generalforsamling i foråret 2019, hvor lokalpolitikere og lokalt valgte medlemmer af Folketinget også inviteres til at deltage.

Glædelig jul og godt Nytår!

Foto: Morsø Erhvervsråd

 

Forfatter

Related posts

Top